Fortsæt til indhold
Indland

Præst: Så lav da nogle flere børn

Gudstjeneste skal skabe debat og opfordre til at sætte flere børn i verden.

Danmark er ved at begå demografisk selvmord, ifølge præst Poul Joachim Stender. Derfor afholder han en såkaldt fertilitetsgudtjeneste i Saaby kirke.

Vi sætter fokus på den fantastiske undfangelse og det at få børn i en tid, hvor fødselstallet er faldende
Poul Joachim Stender, præst, Kirke Saaby kirke

"Det er en gudstjeneste, hvor vi sætter fokus på den fantastiske undfangelse og det at få børn i en tid, hvor fødselstallet er faldende," forklarer Poul Joachim Stender.

"I en tid, hvor vi kun taler om økonomi og penge, skal man sætte fokus på noget, som er endnu mere vigtigt. Velfærd handler måske ikke bare at have en god økonomi. Velfærd kunne også være at være rig på børn. Børnene er i sidste ende dem, som skal passe de svage, gamle og syge."

Seks gode grunde

Til gudstjeneste bliver der givet seks gode grunde til at få børn. Borgmester i Lejre kommune, Mette Touborg, jordmoder Grethe Saabye, ledende sundhedsplejerske Anne Hertz og konfliktmægler og mor til fire Kristina Garth-Grüner har taget initiativ til "Fertilitetsgudstjenesten" og skal fremføre de gode grunde.

Ifølge Poul Joachim Stender er en af grundene, at fødslerne skal hjælpe os med at bevæge os væk fra den selvcentrerede kultur, som præger Danmark i dag.

"Børn er rigtigt gode til at få en til at dreje fokus væk fra sig selv. Børn er gode til at opdrage på os gamle, fordi vi ikke bliver så forstokkede. De er med til nuancere vores synspunkter."

"Hvor er det sygt"

Poul Joachim Stender fik ideen til fertilitetsgudstjenesten, da han så tv en dag.

Præsten så en udsendelse, som handlede om en 35-årig mand og hans jævnaldrende hustru, som havde valgt at få et barn sent. Deres begrundelse var, at de skulle have styr på karriere, økonomi og uddannelse først. De ville heller ikke have flere børn, fordi karrieren skulle komme i første række.

"Så tænkte jeg, hvor er det dog sygt, at man tror, at det er sådan nogen ting, der gør livet rigt," siger Poul Joachim Stender.

Komme ikke til at vælte ind med børn

I Saaby Kirke regner man dog ikke nødvendigvis med, at det kommer til at vælte ind med nyfødte:

"Vi håber, at vi kan sætte en debat i gang. Vi har så travlt som moderne mennesker med at planlægge alle ting og kontrollere alle ting. Vi når højt op i alderen, før vi får børn, fordi der skal være orden på økonomi, hus og arbejde," siger præsten.

Gudtjenesten begynder klokken 17 i Kirke Saaby kirke. Alle er velkomne til at deltage.