Den liberale strammer

Og han har været menneskerettigheds-talsmand i Europa-parlamentet. Men samtidig har han indført adgangsbegrænsning til universiteterne, han har skabt Europas strammeste udlændingepolitik, og han har lavet indgreb i friheden til at gifte sig med, hvem man vil. Men egentlig var han lige ved at blive præst. Jyllands-Posten har talt med folk rundt om ham og tegner et portræt af Danmarks mest omstridte minister og manden, der fylder 60 år på tirsdag: Bertel Haarder.

Bertel Haarders telefon ringede.

Han sad hjemme ved skrivebordet på Drewsensvej på Østerbro og arbejdede.

Klokken var 12.30. Det var mandag den 2. august. Og det var ved at være i sidste øjeblik.

Navnet på Danmarks nye EU-kommissær skulle snart offentliggøres, og Bertel Haarder håbede på, at det var hans.

»Det er Anders,« lød det i Haarders telefon.

Statsministeren havde en meddelelse og et tilbud til Haarder:

Formanden for EU-kommissionen, Barroso, ville give Danmark den tunge post som landbrugskommissær, hvis Fogh kunne stille med en kvinde. Han havde derfor besluttet sig for, at fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) skulle have posten.

Og så ville han lige høre, om Haarder ville påtage sig en ny opgave - at blive minister for udviklingsbistand?

Bertel Haarders skuffelse var enorm.

Da samtalen var slut, sank han ned i et dybt mørke.

Forgæves forsøgte han at ringe til sin kone, Birgitte Haarder, der underviste inde på Læseskolen på Det Kgl. Teater. Han kunne heller ikke få fat i de voksne børn, Mikkel Haarder i Kommunernes Landsforening, Frederik Haarder i A.P. Møller eller Eline Haarder på geologistudiet på Københavns Universitet.

Dem havde han ellers voldsomt brug for lige nu.

Bertel Haarder havde sådan håbet på at blive EU-kommissær.

Det ville have været kulminationen på en mere end 30 år lang politisk karriere. Og han syntes, han havde gjort sig fortjent til det.

Havde han ikke gennemført reform på reform med umiskendelige Venstre-aftryk i sine 11 år som undervisningsminister?

Havde han ikke været en stærk medvirkende kraft til, at Danmark fik ros fra hele Europa, da der blev skabt enighed om en ny traktat under EU-formandskabet i 2002?

Og havde han ikke påtaget sig den sværeste af alle opgaver efter folketingsvalget i 2001 med at gennemføre danmarkshistoriens skrappeste stramninger i udlændingepolitikken?

Men Bertel Haarder tog sig sammen den mandag. Han rejste sig fra skrivebordet, kørte ind til Integrationsministeriet og mødte realiteterne.

Fra bitter til syrlig

På pressemødet om eftermiddagen var bitterheden blevet til syrlighed, da han sagde:

»Jeg har valgt at sige nej til en kønsskifteoperation.«

Men straks derefter rettede partisoldaten ind, så ligeud, parerede ordre og tilføjede:

»Jeg er glad for, at statsministeren kan bruge mig herhjemme og har fordoblet mit arbejdsområde.«

Nu skulle han kastes ud i endnu et ministerium - det for udviklingsbistand.

Her ligger ca. 13 milliarder danske skattekroner, der skal administreres.

Det er ét stort hold kæft-bolsje til ministeren, siger nogle.

Det har de godt af i Danida, siger andre - de får ikke et roligt øjeblik, når Bertel Haarder får sat sig ind i substansen.

Haarder er kendt for at kaste sig over tingene med en iver, der får embedsmænd til at løbe stærkt og tænke hurtigt.

Skylden for det ligger delvist hos en læge, der undersøgte den tynde dreng, Bertel, der havde brækket en arm tilbage i 1940'erne.

»De skal være klar over, at De har et meget svageligt barn,« sagde lægen til moderen.

Da drengen hørte det, besluttede han sig for at modbevise lægens påstand.

Han begyndte at gå hænder så ofte som muligt, bygge livsfarlige huler i skrænter og sejle på isflager på fjorden.

Men det blev alligevel mere på den intellektuelle front, drengen skulle markere sig.

Da han kom i skole, blev lærerne hurtigt klar over, at drengen var usædvanlig kvik, så han blev rykket en klasse op. Men de andre drenge var efter ham. Efter at en af de store drenge lavede det, Haarder har kaldt »et uhumsk nummer« med ham på drengetoilettet, gik den otteårige Bertel hjem og meddelte, at han ikke ville i skole mere.

Hans forældre, der var forstanderpar på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, lod drengen blive hjemme i fire år.

Det hed sig, at han blev hjemmeundervist. Men forældrene havde så travlt med at missionere Grundtvig og frisind til højskoleeleverne, at drengen i realiteten var overladt til sig selv. Han sad og læste om det gamle Rom, om Odysseus og om Christian IV.

Om aftenen, når han var kommet i seng, kunne han gennem sprækkerne mellem gulvbrædderne høre højskolens gæstetalere holde foredrag, og han faldt i søvn til sangene fra Højskolesangbogen.

Efter fire år derhjemme kom han tilbage til skolen, hvor han hurtigt blev klassens kloge dreng. Han kom på Sønderborg Gymnasium, hvor han gennem lange diskussioner gjorde et så stort indtryk på stedets rektor, at denne skaffede ham et legat til at studere politik, økonomi og historie på Wesley College i USA.

Stod af ungdomsoprøret

Hjemvendt til Danmark begyndte han at studere statskundskab på Aarhus Universitet.

Her gik han i første omgang med i tidens ungdomsoprør mod professorvældet - iført fløjlsbukser, fuldskæg og pibe.

Men en dag under et protestmøde i Stakladen konstaterede han pludselig, at han var mere enig med regeringen end med demonstranterne. Med ét stod han af ungdomsoprøret og gik sine egne veje.

Aage Frandsen, medlem af Folketinget for SF, læste på universitetet samtidig med Haarder:

»Han gjorde sig bemærket ved at være mere vovet end os andre førstegenerations-akademikere. Han sad på første række i auditoriet og stillede kloge spørgsmål. Det hørte sig ikke rigtig til, at man stillede spørgsmål efter forelæsningen. Men det gjorde han.«

Samtidig tog Haarder et job som lærer ved Askov Højskole.

Han har senere betegnet tiden på Askov Højskole som »mit livs oplevelse«.

Højskolen blev snart en kampplads for Bertel Haarder, for det var i 1968, og Askov var fyldt med venstreorienterede som eksempelvis den senere forfatter Ebbe Kløvedal Reich. De delte på et tidspunkt eleverne imellem sig. De, der ville have oprør, gik hos Reich, de andre hos Haarder.

Ebbe Kløvedal Reich:

»Haarders entusiasme som underviser var ubetvivlelig. Han var en god pædagog. Hvis der havde været flere af hans slags på højrefløjen af dansk politik, så havde vi haft en mere intens og vedkommende politisk debat.«

Men Askov betød flere ting for Haarder.

Det var her, der blev tændt en åndelig flamme hos ham under diskussionerne på skolen om tro, religion og livsanskuelser. Og det var her, han lærte sin kommende kone, Birgitte, at kende.

De blev gift i sommeren 1971, og hele tidsånden og Askovs betydning blev nærmest symboliseret ved barnedåben for sønnen Mikkel i 1972.

Længe inden kaffen gerådede barnedåbsgæsterne ud i et voldsomt verbalt slagsmål om folkeafstemningen om EF, der skulle finde sted kort tid efter. Haarder var selvfølgelig for.

Haarders love

Han besluttede sig for at blive politiker. I 1975 blev han valgt ind i Folketinget for Venstre i Nordjyllands Amt.

Inde i Venstres folketingsgruppe var de noget skeptiske over for den nye mand. Han havde lige udgivet bogen »Institutionernes Tyranni«, hvor ideologen Haarder blandt andet opstillede »Haarders love«.

Et par stykker af dem lyder:

»Når man har en institution, kommer man aldrig af med den igen (Trægheds-loven). Jo flere hjælpere, der ansættes, jo mindre hjælp kan der udbetales (Hjælpe-loven).«

Men Haarder viste sig som en flittig og aktiv folketingsmand, og efter to år fik han sin første tillidspost, da han blev formand for Folketingets Forskningsudvalg.

Da Anker Jørgensen gik af i 1982, tilbød den konservative regeringsleder Poul Schlüter, at Haarder kunne blive undervisningsminister.

Haarder var ellers lige på vej til noget andet.

I skrivemaskinen derhjemme sad den dag - den 10. september 1982 - en ansøgning til Kirkeministeriet, hvori han søgte om lov til at tage en nødpræsteuddannelse.

Men Haarder tog imod tilbuddet fra Schlüter og kom til at sidde som undervisningsminister i hele 11 år.

Han gennemførte reformer på stort set alle områder inden for uddannelsessektoren.

Mange af dem var upopulære ude på skolerne og uddannelsesstederne. Nu var det Haarder, studenterne demonstrerede mod i Stakladen på Aarhus Universitet. Karikaturtegninger af ministeren med firkantede brilleglas så store som hinkeruder på næsen dukkede konstant op i aviserne.

Bertel Haarder satte Undervisningsministeriet på den anden ende.

Mandag morgen var noget specielt. Han kunne komme med en stak af de såkaldte »blå sedler«, hvorpå han i weekendens løb havde skrevet ideer, forslag og beskeder til embedsmændene om at få undersøgt det ene eller det andet.

Det var ikke noget, der passede alle medarbejdere i ministeriet, som var fyldt med »grevskaber«, hvor man havde været vant til at køre tingene på en bestemt måde under årtiers socialdemokratiske regeringer. Når han stødte på det, han opfattede som noget bagstræberisk, kunne hans voldsomme temperament løbe af med ham, og han nærmede sig grænsen for det koleriske.

Dreven parlamentariker

Haarder ville reformere alt - lige fra indførelsen af skolebestyrelser til en ny styrelseslov for universiteterne. De fleste af reformerne kom igennem med et bredt flertal.

Bodil Horn, som var ministersekretær for Haarder fra 1984-89 og i dag er kontorchef i ministeriet:

»Han vidste ud og ind, hvad de andre partier ville sige, når de kom til forhandlinger. Han forudså, hvad der kunne lade sig gøre. Han var en dreven parlamentariker.«

Haarder indledte som minister en æra med de såkaldte Sorø-møder, hvor han hver sommer samlede en gruppe skolefolk om et tema i tre dage på Sorø Akademi - i bedste højskolestil.

Hver aften tog han en stak sager med sig hjem i ministerbilen. Næste morgen lå de klar med svar på hver enkelt sag.

Derhjemme gjorde han det til en dyd at være sammen med de fire børn fra han kom hjem fra arbejde, til de var lagt i seng. De godnathistorier, han selv fandt på og fortalte børnene i stedet for at læse historier, blev legendariske for børnenes kammerater, som kom for at lytte med i etagesengene.

Det ældste barn var blevet meldt ind på den private Bording Friskole, inden Haarder blev minister. Birgitte Haarder arbejdede som lærer på en kommuneskole på Østerbro, men standsede, idet det blev mindre behageligt at være i lærerjobbet, da manden blev minister. Det var en tid fyldt med opgør, og hjemme hos Haarders måtte de sætte skudsikkert glas i vinduerne, efter at der flere gange var blevet kastet sten ind gennem ruderne.

Haarder-familien blev tilført et hårdt slag, da sønnen Rasmus som femårig fik en hjernesvulst. Kemoterapi og strålebehandling slog kræften ned, men dræbte samtidig så mange hjerneceller, at han kom tilbage på tre-års stadiet og aldrig er kommet videre. I to år boede han hjemme, men kom så på Marjatta-hjemmet, en institution i Rudolf Steiner-regi.

På det politiske plan var Bertel Haarder nu nærmest blevet en guru i Venstre. Han skrev stærkt ideologiske bøger med ultraliberale synspunkter og med provokerende titler som »Den organiserede arbejdsløshed«, »Midt i en klynketid« og »Slip Friheden Løs«.

Nye folketingsmedlemmer blev overvældet over Haarders arbejdsindsats og overblik, som da eksempelvis den nyvalgte Helge Sander i 1984 var med til et af sine første gruppemøder i Venstre.

»Haarder sad i løbet af gruppemødet og arbejdede sig igennem en stor bunke af sagsakter. Han tog oven i købet en lille radio op til ørerne og hørte 12-radioavis. Men pludselig markerede han, rejste sig og kommenterede de seneste tre indlæg på gruppemødet«.

Tilbuddet fra Askov

1992 blev et dårligt år for Bertel Haarder. Den borgerlige regering måtte gå af på grund af Tamil-sagen, og Socialdemokraterne fik regeringsmagten.

Haarder satte sig ned på en ydmyg plads i folketingssalen. Det passede ham ikke.

Så da hele bestyrelsen for Askov Højskole mødte op hos ham i 1993 og serverede posten som forstander for skolen på et sølvfad, var han parat til at slå til.

Men hverken fruen eller de halvstore børn, der var blevet ærkekøbenhavnere, havde lyst til at flytte til Askov og blive højskolepåhængsfamilie.

Haarder følte imidlertid, at han var nødt til at gøre noget andet end at sidde i Folketinget.

Han forfulgte sin gamle begejstring for Europa og stillede op til Europaparlamentsvalget i 1994. Her fik han en mængde poster i parlamentet og blev blandt andet parlamentets menneskerettigheds-rapporteur. Haarder fik sig et godt navn i Europa.

Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, da Anders Fogh Rasmussen efter valgsejren i november 2001 bad Bertel Haarder komme hjem efter ni år i parlamentet for at blive europaminister.

Derimod kom det som et chok for Haarder selv, at Fogh også bad ham tage posten i det nyoprettede integrationsministerium.

Men det var logisk, siger flere med- og modspillere.

Ingen andre end Bertel Haarder kunne i statsministerens optik gennemføre de nødvendige stramninger af udlændingepolitikken, fordi han som forkæmper for menneskerettigheder, kombineret med sin højskolebaggrund, humanisme, menneskelighed og kontante liberalisme var den rette mand til opgaven, siger både regeringsfæller og oppositionspolitikere.

Demokratisk pondus

Som Venstre-strategen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, udtrykker det, så har Bertel Haarder en så høj troværdighed på menneskerettigheder, at han »ikke kan mistænkeliggøres menneskeligt set, som det let vil være sket for andre på posten.«

Den radikale leder Marianne Jelved anerkender, at udnævnelsen af Bertel Haarder som integrationsminister var et smart træk af statsministeren.

»Jeg mener, at det er noget af det klogeste Fogh har gjort, hvis han skulle have én til at gennemføre stramningerne. Bertel Haarder udstråler, at han gør det for det gode,« siger Jelved.

Selv den gamle politiske modspiller fra Askov-tiden, Ebbe Kløvedal Reich, siger:

»Bertel var jo den eneste på den fløj, der havde den demokratiske pondus til at det måske var muligt for den borgerlige fløj at lave stramninger i udlændingepolitikken.«

Men Bertel Haarder var i begyndelsen usikker på, om det kunne lade sig gøre at stramme udlændingepolitikken inden for konventionerne.

Og han var nervøs ved, at han skulle gennemføre det med Dansk Folkeparti, erindrer kilder tæt på forløbet. Bertel Haarder vidste, at han var udset som regeringens oprydder i et ekstremt følsomt minefelt, som samtidig havde stor international bevågenhed.

Han stod over for et liberalt dilemma og skulle i frihedens navn forsvare, at regeringens udlændingepolitik ville føre til indgreb i de grundlæggende borgerlige frihedsrettigheder med 24 års-reglen som det mest symbolske eksempel på en regel, der begrænser individets frihed til selv at vælge sin partner.

Men han gennemførte stramningerne i udlændingeloven sammen med Dansk Folkeparti og lavede integration med Socialdemokratiet.

Forbillide for de unge

Marianne Jelved oplever, at jobbet som integrationsminister har ændret Haarder:

»Jeg har altid haft respekt for hans ildhu. Når jeg omtaler det i datid, skyldes det, at jeg har oplevet et skifte. Hans politik er anderledes og mere snæver end det, han tidligere har stået for som liberal politiker,« siger den radikale leder.

Men Haarder fik tro på sig selv i de meningsmålinger, som viste, at et flertal i befolkningen bakkede hans kurs op. Og på en nylig offentliggjort liste over ministrenes popularitet, ligger han på tredjepladsen, kun overgået af Anders Fogh Rasmussen og justitsminister Lene Espersen (K). Sådan noget registrerer han nøje.

I regeringen er Haarder et forbillede for yngre ministre, siger Lene Espersen:

»Han er meget lyttende, kreativ og har masser af gode argumenter. Han har en meget ægte interesse for at snuse nyt til sig. Og så tør han tænke nye frække tanker, så vi får taget nogle heftige diskussioner,« siger justitsministeren.

Men også fra oppositionspolitikeren, den socialdemokratiske udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard, er karakteristikken positiv:

»Han er karismatisk på en speciel måde. Man er ikke i tvivl om, at han er et specielt menneske,« siger hun, om end hun altid er spændt, når hun skal møde ham. Hun ved aldrig, om han er åben og venlig eller sammenbidt og temperamentsfuld.

»Det kan godt være, at han holder fast i Grundtvig og Kierkegaard og alle de andre store, men han er mere sig selv i dag. Det er ikke nogen nem post at sidde på, hvis man har den humanistiske indgang til det, som han har. Jeg er helt sikker på, at hvis han selv kunne bestemme, var udlændingepolitikken ikke så restriktiv. Han kan godt lide udlændinge.«

Men andre i oppositionen er mindre positive. Kamal Qureshi fra SF, for eksempel:

»Han er en bulldozer. Han lytter ikke til argumenter og synspunkter fra den anden side af bordet, men kører udelukkende efter sin egen dagsorden.«

Fremtiden

Selv om Bertel Haarder fik en nedtur mandag den 2. august, er han oppe igen.

Den nye opgave som minister for udviklingsbistand betyder, at han kommer med i regeringens indercirkel - i koordinationsudvalget.

Det betyder, at han kommer med, når der skal lægges strategi for næste valgkamp. Her skal han også bruges som brik til at give VK genvalg ved at fremvise regeringens resultater på udlændingeområdet.

Spørgsmålet er så, hvilken ministerpost Haarder tiltænkes, hvis VK vinder valget. Ingen tror på, at Haarder har lyst til at fortsætte som integrationsminister. Han betragter den væsentligste del af arbejdet i ministeriet som færdiggjort. Og han er ved at være godt træt af, at enkeltsager fylder mere og mere i arbejdstiden.

Som 60-årig - fra på tirsdag - har han lyst til noget nyt.

De fleste iagttagere vurderer, at han helst ville have udenrigsministerposten, så han kunne beskæftige sig med Europas fremtid.

Men det kræver en ny opringning fra Fogh efter en valgsejr.

Haarder vil vente ved telefonen.

Og hvis VK taber?

Mulighederne er mange: Skribent? Højskoleforstander? - Og så nåede han for resten aldrig at få sendt den ansøgning om at blive nødpræst dengang i 1982.

orla.borg@jp.dk

anne.mette.svane@jp.dk