Millioner til økonomisk trængt stadion – nu bliver pengekassen fyldt op
Byrådet i Aarhus sætter 55 mio. kr. af til uforudsete udgifter ved stadionbyggeriet.
I Aarhus er kommunen ved at bygge et nyt stadion. Men ekstraregninger og efterregning har presset pengekassen til uforudsete udgifter hårdt.
Nu forer lokalpolitikerne kassen med flere skattekroner, så byggeriet ikke løber tør for penge.
Alle partier i Aarhus Byråd aftalte således fredag at putte 55 mio. kr. i puljen til uforudsete udgifter til stadionbyggeriet.
Indtil videre er regningen for det nye stadion blevet 413 mio. kr. dyrere end planlagt. Det skyldes bl.a. ekstraudgifter pga. blød jord, politikernes ønsker til et endnu dyrere design og AGF’s VIP-faciliteter. Nu nærmer prisen sig 1,1 mia. kr.
Som Jyllands-Posten tidligere har fortalt, kunne projektlederne for nyligt skimte bunden af pengekassen. Der var kun 51,8 mio. kr. tilbage til uforudsete udgifter. Det svarer til 7 pct. af det beløb, der mangler at blive betalt til stadionbyggeriet. I Kongelundens Sekretariat, der er den del af Aarhus Kommune, som håndterer stadionprojektet, vurderede kommunens embedsmænd, at det var »relativt lidt i lyset af projektets stade, kompleksitet og konstaterede risici«.
Ifølge et notat, som politikerne fik præsenteret på et møde i maj, vurderede kommunens rådgiver, konsulentfirmaet Rambøll, derfor, at der skulle smides hhv. 22 eller 59 mio. kr. ekstra i puljen, hvis den skal op på 10 eller 15 pct.
Kommunen måtte nok forvente at skulle finde de 15 pct., udtalte Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. Han hæftede sig ved, at et så komplekst projekt, der ikke er længere fremme, normalt ikke vil kunne klare sig med 7 pct. til uforudsete udgifter.
Med fredagens saltvandsindsprøjtning på 55 mio. kr. nærmer puljen sig således de 15 pct.
Beløbet bliver afsat som del af en større pakke med anlægsinvesteringer på 700 mio. kr. i Aarhus, der bl.a. også får en ny specialskole, løft af breddeidrætsfaciliteter samt den kollektive transport, byens mobilitet og cykelstier.
Aftalen bliver et budgetforslag til efterårets forhandlinger, hvor rådhusets partier forhandler kommunens budget.