Med en lille mængde psykedelisk stof i blodet lægger Peter mærke til alt det gode i sit liv
Peter oplever mange positive effekter af at indtage små doser af det psykedeliske stof psilocybin, men svampene er både ulovlige og forbundet med mulige skadevirkninger.
Lidt ligesom morgenkaffe eller meditation er en fast del af andres liv, er det psykedeliske stof psilocybin en del af Peters.
Ikke i store mængder, der giver ham en rus, men derimod i mikrodoser. Tirsdag, torsdag og lørdag indtager han en lille dosis af stoffet, som kommer fra svampe og trøfler. Nogle uger bliver det kun til tirsdag og lørdag.
På den måde skriver han sig ind i en større tendens og en stigende interesse for mikrodosering blandt danskerne, som forsker Margit Anne Petersen fra Center for Rusmiddelforskning bekræfter.
Især giver det mening for ham at mikrodosere, fordi han har en lille datter og et til tider presset liv som småbørnsforælder.