Fortsæt til indhold
Indland

Dronning Mary og miljøministeren indvier udvidelse af Dyrehaven

Dyrehaven nord for København bliver en fjerdedel større med udvidelse. Målet er at forbedre biodiversiteten.

/ritzau/

Dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke (S) indvier søndag en ny del af Dyrehaven, som ligger nord for København.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Med udvidelsen får vi et endnu større sammenhængende område med en vildere natur, så Dyrehavens mange arter får endnu mere plads at brede sig på, siger Heunicke i meddelelsen.

- Det kommer til at vrimle med gemmesteder for krybdyr, padder, insekter og fugle.

Dyrehavens område kommer til at vokse med en fjerdedel. Det er den sydlige del af Jægersborg Hegn, som bliver integreret.

Det sker som led i, at den kommercielle skovdrift stopper i store dele af statens skove.

Målet med udvidelsen er at forbedre biodiversiteten. Det betyder, at flere træer får lov til at blive gamle, falde sammen eller rådne i skovbunden.