Vandværker er bekymrede for byggejord tæt på vandboringer
Knap en uge før problemerne med Nordic Waste begyndte i december, sendte Danske Vandværker et brev til miljøministeren, hvor man advarede mod de mange store lagre af byggejord tæt på vandboringer – og for risikoen for nedsivning af uønskede stoffer.
Det er ikke kun jorden ved Nordic Waste lidt syd for Randers, der kan give problemer for danskernes fremtidige drikkevand.
Midt i december sidste år begyndte de store mængder jord ved Nordic Waste at skride, hvilket har givet enorme miljøproblemer for den lokale å samt skabt bekymring i hele området for en mulig forurening af drikkevandet. Men problemet – og bekymringen – for fremtidens drikkevand er langt større, lyder det fra Danske Vandværker.