Fortsæt til indhold
Indland

Stop med at lægge din våde telefon i ris, siger Apple. Her er den anden løsning

Et gammelkendt trick til at redde en druknet telefon gør nok mere skade end gavn. Der kan dog være andre løsninger.

I en nylig note til opdateringer, som The Guardian omtaler, advarer Apple direkte mod at lægge sin iPhone til tørre i ris, hvis man har været så uheldig at tabe den i toilettet, poolen eller på anden måde gjort den våd.

Ris-metoden er kendt af mange, selv om der ikke kan føres bevis for den. Selv en Wikipedia-side dedikeret til sagen, er det blevet til.

Som alternativ til rismetoden leverer Apple, som sidder på størstedelen af smartphonemarkedet i Danmark, dog i den nye note også en officiel metode, man kan bruge.

Men lad os først starte med de tre ting, du i hvert fald ikke bør gøre ifølge producenten:

  • Lad være med at putte din iPhone i en pose med ris. Det kan ende med, at små rispartikler kan skade den.
  • Lad være med at tørre din iPhone med en ekstern varmekilde eller trykluft.
  • Lad være med at stikke et fremmedlegeme såsom en vatpind eller køkkenrulle ind i ladeporten.

Og hvad kan du så gøre i stedet? Apples officielle råd kan du læse om i detaljer på dets hjemmeside, men i opsummeret format kan det beskrives således: Hold din telefon med ladeporten ned og tap på den, læg den derefter til at tørre i et ventileret lokale, prøv at forbind kablet igen efter 30 minutter – hvis det ikke virker, så lad den tørre videre i op til et døgn og prøv igen.

Som det måske kan anes, går Apples egne råd mest på situationer, hvor telefonens vandresistens umiddelbart har holdt stand, og der højst er tale om vand i ladeporten, som telefonen derefter selv advarer om.

The Guardian, som også omtaler Apples note, har dog også noteret en anden metode, man kan bruge, hvis telefonen helt sikkert er drivvåd og ikke fungerer.

Den går således: Sørg for, at telefonen er slukket. Læg den i en lufttæt boks med silica-pakker – altså de små poser, der følger med ved f.eks. skokøb – når du er sikker på, at den er helt tør, kan du nu prøve at lade den igen. Læs The Guardians råd i langt format her.

I øvrige risrelaterede nyheder: Når du nu ikke længere skal bruge dine ris til telefontørring, så husk at lægge dem i blød, inden du koger dem. Sådan lyder Fødevarestyrelsens nye anbefaling i hvert fald.

Artiklens emner
Apple