Danskerne får nye sygehuse – men skal også betale en ekstraregning på flere milliarder
Vandet er fosset ind i det nye sygehus i Aalborg, og flere sygehusbyggerier er forsinket i årevis. Nu har en tænketank forsøgt at opgøre den samlede ekstraregning for landets seks store sygehusbyggerier.
Det er snart 15 år siden, at Lars Løkke Rasmussen (M) trådte op på Folketingets talerstol og skabte jubel i fem af landets byer.
Fra talerstolen annoncerede udenrigsministeren, som dengang var indenrigs- og sundhedsminister, hvor danskernes nye supersygehuse skulle bygges.
»Et nyt sygehus i Aalborg Øst. Et nyt universitetshospital i Aarhus. Et nyt hospital i Gødstrup vest for Herning. Et nyt universitetshospital i Odense. Et nyt hospital ved Hillerød. Fem nye sygehuse,« sagde Løkke, og siden blev der også tilføjet et sygehus i Køge.
27,8 mia. kr. blev afsat til de seks byggerier, og med pengene fulgte en klar betingelse fra Sundhedsministeriet: Byggerierne skulle holde budgettet.
En dugfrisk analyse kaster nu lys over, hvordan det er gået. Og det er ikke gået som planlagt.