Kronprinsesse Mary har »makronbunden i orden«: »Jeg er et her og nu-menneske«
Danmarks kommende dronning er blevet kaldt »den perfekte kronprinsesse«. Men ingen er perfekt, fastslår hun.
Dronning Margrethe var ikke i tvivl.
Kronprinsesse Mary var den rigtige. Til hendes søn og til den opgave, som hun nu står over for, når hun den 14. januar overtager titlen som dronning.
»Som man siger: Makronbunden var i orden. Det udtryk brugte min mor, og det var tydeligt, at makronbunden i høj grad var i orden,« sagde dronning Margrethe til Berlingske i 2015 om sit første møde med svigerdatteren.
Herefter roste svigermoderen hendes indsats mod mobning og tilføjede:
»Hun kan gøre ting, som jeg aldrig havde kunnet gøre magen til.«
Danskerne har efter alt at dømme været enige. Lige siden Mary Elizabeth Donaldson i 2003 sagde sine første officielle ord på tøvende dansk, har hun ikke kunnet sætte en fod forkert.