Det kan være ulovligt at hente ukrainere til Danmark
Danskere kan få problemer, hvis de ikke har sat sig ind i regler om hjælp til flygtninge ifølge myndigheder.
Man risikerer at bryde loven, hvis man henter flygtninge i Ukraine og kører dem til Danmark. Det skriver mediet 24Syv.
Det budskab kom frem på et pressemøde fredag.
Her sagde direktør i Udlændingestyrelsen, Niels Henrik Larsen, at det er vigtigt, man har styr på reglerne, hvis man eksempelvis vil hjælpe ukrainske flygtninge til Danmark.
Især bør man være opmærksom på, om ukrainernes pas er i orden.
- Det er en kompleks problemstilling. Der er ikke noget at være bange for, hvis man som privatperson kører ned til Polen og henter nogle mennesker herop, som har deres pas i orden, sagde Niels Henrik Larsen ifølge 24Syv.
Han tilføjede, at der kan opstå flere problemer, hvis man henter større grupper af ukrainske flygtninge. Det kan for eksempel være, hvis man ikke kender de personer, man henter, lød det.
Brian Fussing, der er politiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, opfordrede på fredagens pressemøde til, at man overlader opgaven til myndighederne.
- Det er meget komplekst. Der er nogle regler i Ukraine, i de lande, man kører igennem og her i Danmark, sagde han ifølge DR.
Men hvis man alligevel henter ukrainske flygtninge, opfordrede Brian Fussing til at standse ved den danske grænse, så de ukrainske flygtninge kan blive registreret i Danmark.
Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet, sagde på pressemødet, at noget af hjælpen måske ikke er specielt produktiv.
- Det er okay at køre ned og hente, hvis man har venner og bekendte. Men hvis hele Danmark sætter sig i bevægelse, og Europa gør det samme, så er det ikke hjælpsomt, sagde han ifølge DR.
Siden Rusland invaderede Ukraine har 1.082 ukrainere søgt asyl i Danmark ifølge Udlændingestyrelsens seneste opgørelse fredag.
/ritzau/