Markant flere anmelder voldtægt – tallet er næsten fordoblet siden den nye samtykkelov
Både anmeldelser og sigtelser er steget voldsomt, siden det blev strafbart at have sex uden samtykke fra begge parter.

2021 bød på markant flere anmeldelser af voldtægt end tidligere år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Tallet er steget fra 1.144 anmeldelser af voldtægt mv. i 2020 til 2.147 anmeldelser sidste år. Det samme gælder antallet af sigtelser. Det er steget fra 735 til 1.548.
Stigningen skyldes ikke nødvendigvis, at der sker flere voldtægter, men skal i stedet ses i lyset af den nye samtykkelov, der trådte i kraft 1. januar 2021.
Lovændringen – som blev vedtaget af et enigt Folketing – sænkede barren for, hvornår noget kan straffes som voldtægt ved at indføre en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Den betyder, at det nu er strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker.
Før ændringen ville det ikke nødvendigvis kunne straffes som voldtægt, hvis en person - typisk en kvinde - sagde nej til sex, men alligevel endte med at have samleje.
Bevismæssigt kan voldtægtssager dog stadig være vanskelige, og det er endnu for tidligt at sige, om stigningen i anmeldelser og sigtelser også fører til, at flere bliver dømt.
Tal fra Rigsadvokaten har dog vist, at der også rejses flere tiltaler for voldtægt end tidligere, hvilket altså betyder, at sagerne når frem til domstolene.
Trine Baumbach, professor i strafferet på Københavns Universitet, har påpeget, at retssystemet allerede er blevet langt bedre klædt på i sager om voldtægt.
»Der skal ikke længere føres bevis for, at kvinden var passiv, og at hun faktisk var psykisk eller fysisk ude af stand til at modsætte sig samleje. Nu er det nok, at der kan føres bevis for, at der ikke forelå et samtykke,« sagde hun for nylig til Ritzau.
Tallet skal helst falde
Ifølge justitsminister Nick Hækkerup indikerer udviklingen og det større fokus på, hvornår der er tale om voldtægt, at flere sager kommer frem i lyset.
»Mit håb er dog på den længere bane, at den nye samtykkelovgivning også vil føre til en adfærdsændring i samfundet, så vi i fremtiden vil se færre sager om voldtægt,« sagde han i december.
Alt i alt er sager om seksualforbrydelser steget med 16 procent i løbet af 2021.
Stigningen vedrører blandt andet flere anmeldelser af voldtægt, blufærdighedskrænkelser og utugt - primært børnepornografi, skriver Danmarks Statistik.