Fortsæt til indhold
Indland

Brand har forårsaget kraftige brandskader på skole i Aarhus

En brand på en skole i Aarhus midtby har forårsaget kraftige brandskader på skolens sløjdlokale. To personer er blevet set løbe fra stedet.

En del af Læssøesgades Skole i Aarhus midtby stod lørdag aften i flammer. Ilden har haft fat i skolens sløjdlokale, og har forårsaget »kraftige brandskader«. Det oplyser Østjyllands Politi.

Branden er startet, da der er blevet kastet fyrværkeri ind ad en knust rude til sløjdlokalet. Det har antændt branden, der har skadet både lokalet og ventilationsanlægget.

Indbrudsalarmen gik 20.29 d. 25. december, da en rude på 20 gange 20 centimeter blev smadret. To unge personer er blevet set løbe fra stedet af vægteren. Personerne er endnu ikke identificeret.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra folk, der kan have set noget i området ved skolen omkring 20.30.

Ingen personer er kommet til skade under branden.