Sådan går det med at vaccinere børnene i alderen fra 5 til 11 år
De seneste uger har smitten været særligt tiltagende blandt de 5-11-årige. Derfor gentager myndighederne opfordring om at lade disse børn vaccinere.
På pressemøde efter pressemøde har myndighedernes vigtigste budskab lydt:
»Bliv vaccineret. Det er vores vigtigste våben imod coronasmitten.«
Opfordringen har siden den 26. november ikke mindst været rettet imod forældre til 5-11-årige børn, da det ifølge bl.a. direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm er netop disse børn, der bærer smitten med coronavirus.
Tirsdag gentog børne-og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil myndighedernes opfordring, da hun appellerede til at få børnene vaccineret, »så vi kan få dem tilbage i skolerne efter juleferien.«
Status her to dage før juleaften er, at 1.356 børn svarende til 0,3 pct. af børnene i alderen 5-11 år er blevet færdigvaccineret.
Men hele 150.395 børn i denne aldersgruppe har påbegyndt vaccination. Det svarer til 34,9 pct. - altså har godt hver tredje barn fået deres første stik. Der skal gå ca. tre uger fra første stik til andet stik. Tallene fremgår af SSI’s dagsaktuelle opgørelse.
Alene fra uge 49 til uge 50 er der sket en voldsom udvikling i tallene for vaccinationer i denne gruppe. I løbet af uge 49 (6.-12. december) var 17,8 pct. i aldersgruppen 5-11 år vaccineret første gang. En uge efter var andelen vokset til 33,3 pct.
Sundhedsstyrelsen har ikke et officielt mål for, hvor stor en andel af aldersgruppen der skal vaccineres.
Men vicedirektør Helene Probst sagde den 26. november, at det vil være godt, hvis man når 70 procent.
De seneste uger har smitten været særligt tiltagende blandt de 5-11-årige. Ifølge Statens Serum Institut er der over dobbelt så meget smitte i denne aldersgruppe som blandt de 12-15-årige børn.
Det skyldes ifølge faglig direktør hos SSI, Tyra Grove Krause, at de 12-15-årige er ved at blive vaccineret. Status i dag er, at 51,9 pct. af de 12-15 årige har påbegyndt vaccination, mens 28,2 pct. i denne målgruppe er færdigvaccineret.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm mener, at det vil tage en stor del af den nuværende smittespredning, hvis flere 5-11-årige børn bliver vaccineret.
»Det er det samme, som da vi i forsommeren begyndte at vaccinere de 16-17-årige, der så vi rigtig meget smittespredning blandt de unge mennesker, og der tog det brodden af smittespredningen,« har Brostrøm forklaret.
Da Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen den 26. november meddelte, at man anbefalede de 5-11-årige børn af blive vaccineret, blev det samtidig oplyst, at vaccinen har en beskyttelsesgrad mod covid-19 på 90 pct. for aldersgruppen, og der er ikke set alvorlige bivirkninger hos de 1.500 vaccinerede børn, som godkendelsesstudierne bygger på.