Sundhedsstyrelsen vil fortælle om planer for børnevaccinationer

Forud for forventet EU-godkendelse af vaccination af 5-11-årige vil Sundhedsstyrelsen fortælle om sine planer.

Artiklens øverste billede
I Israel er man allerede i gang med at vaccinere børn. Foto: Menahem Kahana/AFP

Fredag eftermiddag vil Sundhedsstyrelsen fortælle om sine planer for at udvide vaccinationsindsatsen til at omfatte børn i alderen 5-11 år.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har anbefalet at bruge coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech til børn mellem 5 og 11 år.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

EU-Kommissionen ventes snart at godkende brugen.

Herefter bliver det op til Sundhedsstyrelsen at beslutte, om den vil godkende vaccinen til brug i Danmark til børn i den aldersgruppe.

De planer vil Sundhedsstyrelsen fortælle mere om på en pressebriefing fredag klokken 14. Her vil også Lægemiddelstyrelsen deltage.

- Lægemiddelstyrelsen vil orientere om godkendelsesgrundlaget for vaccinen til de mindre børn, lyder det i pressemeddelelsen.

Fra Sundhedsstyrelsen deltager vicedirektør Helene Probst. Og fra Lægemiddelstyrelsen deltager direktør Lars Bo Nielsen.

Pressebriefingen vil finde sted i Eigtveds Pakhus i København.

I øjeblikket er vaccinen fra Pfizer/BioNTech kun godkendt til børn på 12 år og opefter.

Men i Israel og USA kan børn ned til fem år allerede vaccineres med den.

Hvis vaccinen bliver godkendt til brug i Europa, vil den blive givet til de 5-11-årige i to doser med et interval på tre uger.

Det vil ske i doser på 10 mikrogram. Til sammenligning er doser til voksne på det tredobbelte, altså 30 mikrogram.

Selskaberne bag vaccinen siger, at vaccinen har en effektivitet på 90,7 procent ved kliniske test på børn i alderen 5-11 år.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen