Fortsæt til indhold
Indland

Trods påbud fortsætter byggeprojekt på Amager Fælled

Et byggeprojekt på Amager Fælled har fået påbud om at indstille projektet, fordi vandsalamanderen trues af byggeriet, men indtil videre fortsætter det.

Selvom Planklagenævnet har slået fast, at et stort byggeprojekt på Amager Fælled i København skal indstilles, fortsætter byggeriet alligevel. Det skriver Politiken.

Avisen er i besiddelse af et notat, hvor det fremgår, at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og advokatfirmaet Horten vurderer, at det ikke er kommunen, men Miljø og Fødevareklagenævnet, der kan kræve byggeriet standset.

Den vurdering forstår Ellen Margrethe Basse, professor på Aarhus Universitet, ikke meget af.

»Det kan virkelig undre mig, hvordan Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med Horten kan komme frem til noget som helst andet end, at det er kommunen, der har ansvaret for at få byggeriet stoppet. Der er simpelthen ingen tvivl, det er noget vrøvl,« siger hun til Politiken.

Byggeriet skulle være indstillet i starten af juli, fordi Planklagenævnet vurderede, at der kan ske »uoprettelig skade« ift. beskyttede arter og natur. På Amager Fælled drejer det sig om vandsalamanderen.

I afgørelsen skrev Planklagenævnet, at områder, hvor salamanderen yngler, vil blive ramt af netop byggeriet. Nævnet skrev, at det ikke er undersøgt godt nok, hvordan vandsalamanderen kan hjælpes til at få det lige så godt efter byggeriet, som arten har det nu.

Vandsalamanderen er på EU’s liste over bilag IV-arter, som ikke må slås ihjel, og der er forbud mod at forstyrre eller ødelægge deres yngle- og rasteområder.

I Danmarks Naturfredningsforening forklarede biolog Bo Håkansson ved afgørelsen i starten af måneden, at det handler om at sikre alternative levesteder til beskyttede arter.

»Vi synes, at det er en rigtig elendig idé at sælge arvesølvet og bebygge området. Derudover er der spørgsmålet om juraen. Med udgangspunkt i EU’s lovgivning har vi peget på, at man har tilsidesat beskyttelsen af nogle såkaldt stærkt beskyttede arter. Og det er det, som nævnet nu vil se nærmere på,« sagde Bo Håkansson til Ritzau.