Fortsæt til indhold
Indland

Ministerium fastholder opfordring til PCR-test inden ferie

Selv om lyntestsvar nu vises i EU's coronapas, er der nogle lande, der kræver negativ PCR-test før indrejse.

/ritzau/

Da den fælles løsning om coronapas trådte i kraft i EU, var det ikke alle danske lyntestsvar, der fremgik af appen.

Men det er løst nu, hvor også testsvar fra Falck og Copenhagen Medical fra fredag fremgår i den internationale visning i coronapasset.

Det kræver dog, at man opdaterer sin app på telefonen.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Selv om problemet er løst, holder ministeriet dog fast i at anbefale borgere, der skal ud at rejse, at få taget en PCR-test inden afgang.

Det skyldes, at der er lande, som har krav om, at det netop er en negativ PCR-test, man skal kunne fremvise, hvis man vil rejse ind.

- Husk altid at tjekke indrejsereglerne, før du tager afsted, lyder opfordringen fra Sundhedsministeriet i pressemeddelelsen.

På Udenrigsministeriets hjemmeside er det muligt at få overblik over indrejseregler for de enkelte lande, herunder hvilke der kræver PCR-test. Det kan man se på ministeriets Europakort.

PCR-test er den testtype, hvor man podes i svælget via munden. Man får svar på prøven typisk inden for et døgn, og testen vurderes at være mere sikker end lyntest, hvor man podes i næsen.

Ved lyntest, der også kaldes antigentest eller kviktest, får man typisk svar på sin prøve inden for en halv til en hel time.