Fortsæt til indhold
Indland

Fra fredag bliver det sværere for coronasmitten at lukke din kommune

Folketingets epidemiudvalg har godkendt, at flere grænser for nedlukning af kommuner og sogne bliver lempet.

Fra fredag bliver det en anelse mere vanskeligt for coronasmitten at tage så hårdt fat i en kommune eller et sogn, at en obligatorisk nedlukning træder i kraft. Folketingets Epidemiudvalg har godkendt en ændring i reglerne, som betyder, at der fra fredag skal være flere end 300 smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage (det såkaldte incidenstal), før en kommune skal gå i nedlukning.

Dermed løftes nedlukningsgrænsen med 50 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere mod de nuværende 250.

For sognene løftes grænsen endnu mere. I dag skal der være mindst 500 nye smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage, men fra fredag bliver grænsen 600. Til forskel fra kommunerne kræves det, at to yderligere grænser er overskredet, før et sogn skal gå i nedlukning: 20 eller flere smittetilfælde i alt de seneste syv dage og en positivprocent på 2,5 eller derover.

Også her sker en ændring, nemlig i forhold til positivprocenten. Fra fredag skal den være på mindst 3 pct. Smittetallet på mindst 20 den seneste uge pilles der dog ikke ved. Et sogn skal altså fra fredag lukke ned, hvis det både har et incidenstal over 600, har mindst 20 smittede borgere i alt den seneste uge og mindst 3 pct. positive test ud af det samlede antal coronatestede borgere i sognet.

Lige nu er tre sogne i Danmark nedlukket: Vor Frelsers Sogn (Aalborg Kommune), Frederiks Sogn (Københavns Kommune) og Brovst Sogn (Jammerbugt Kommune).

Det fremgår af de senest opdaterede data om sognene fra Statens Serum Institut fra onsdag den 26. maj. Tallene opdateres hver dag klokken 14.

Hvad angår kommunerne, er ingen aktuelt nedlukket. To kommuner har lige nu et testjusteret incidenstal over 180, som altså er et stykke fra den nuværende grænse på 250. Det drejer sig om Frederiksberg Kommune (incidens på 185,87) og Vallensbæk Kommune (incidens på 180,44), og fastholder de to kommuner deres tal, vil de fra fredag være endnu længere fra den kommunale nedlukningsgrænse, som altså ændres til 300.

Det testjusterede incidenstal tager højde for antallet af test udført i de enkelte kommuner. Det almindelige incidenstal vil sædvanligvis være højere end det testjusterede. De ikke-testjusterede incidenstal for Frederiksberg Kommune og Vallensbæk Kommune var pr. den 26. maj henholdsvis 241,9 og 241,6.

En kommune kan genåbne, når den i mindst syv dage i træk har haft et incidenstal, der er under den til enhver tid gældende grænse. For sogne gælder det, at de skal være under mindst én af nedlukningsgrænserne i mindst syv dage i træk, før de kan genåbnes.