Fortsæt til indhold
Indland

Britisk mutation hærger: Kolding Kommune vil teste 10.000 mennesker hver dag

28 daginstitutioner og 15 skoler i postnummer 6000 Kolding bliver lukket frem til den 28. februar. Men der er stadig et par ubekendte.

I Kolding kæmper man en kamp mod den britiske variant af coronavirussen, der fredag har fået kommunen til at toppe incidenslisten - altså antallet af ugentlige smittede fordelt på indbyggertal - i Danmark.

For at inddæmme smitten har sundhedsmyndighederne valgt at lukke samtlige daginstitutioner og skoler - 28 institutioner og 15 skoler - i postnummer 6000 Kolding. Samtidig er alle borgere blevet opfordret til at lade sig teste hurtigst muligt, og for at imødekomme den øgede efterspørgsel har kommunen øget kapaciteten.

»Jeg regner med, at vi senest i morgen kan melde otte steder ud, hvor man kan blive testet. Så der vil kunne blive lavet 10.000 test hver dag,« siger Thomas Boe, der er kommunaldirektør i Kolding Kommune, på et pressemøde.

Det betyder, at områdets 60.000 borgere vil kunne blive testet i løbet af en uge. Alle borgere over 12 år i Kolding opfordres til at lade sig teste, og man har udvidet kapaciteten, så alle over to år kan blive testet. De helt konkrete tiltag er endnu ukendte, da man først nu er ved at opbygge testkapaciteten.

»Sammen med Region Syddanmark vil vi hurtigt melde ud, hvornår den øgede testkapacitet er klar til at teste alle borgerne i Kolding Kommune. Også hvordan og hvor børn kan blive testet,« skriver kommunen på sin hjemmeside.

Det er blot halvanden uge siden, at de første smittetilfælde med den britiske variant blev registreret i Kolding, og siden da er smitten steget voldsomt på trods af diverse tiltag for at stoppe virussen. Det er ikke mindst i institutioner og på skoler, at smitten har bredt sig, hvilket er grunden til, at det er de steder, myndighederne nu vælger at lukke.

Det er bl.a. på Munkevængets Skole, at der har været store smitteudbrud. Skoleleder Stine Kirk Jensen sagde i sidste uge til TV Syd, at udbruddet ikke var knyttet til de yngste elevers tilbagevenden til den fysiske undervisning, da den første smittede lærer blev registreret inden da.

»Der er flere i de ældre klasser, som hele tiden har været fri for restriktionerne om hjemmeskole. Vi har nogle sårbare elever og nogen, der er med i et sprogprøveprogram, modtagerklasser, som er flygtninge- og indvandrergrupper, som ikke kan sproget endnu, hvor man lærer basisdansk. Derudover er der også specialklasser,« har hun forklaret til TV Syd.

Kommunens børn, uddannelse- og arbejdsmarkedsdirektør Michael Petterson siger på et pressemøde fredag eftermiddag, at der i løbet af nedlukningen stadig vil være mulighed for nødpasning af børn i særlige tilfælde.

»Børn med særlige sociale behov, børn i specialskoler og specialklasser er omfattet, og forældre, der går på arbejde, kan ligeledes sende deres børn afsted,« lyder beskeden.

De øvrige skoler og institutioner i Kolding Kommune, der ligger uden for postnummer 6000, holder åbent.