Flere uheld driller morgentrafikken
Sneen og blæsten giver vanskelige vilkår for trafikanter i flere egne af landet.
Kombinationen af sne, is, blæst og biler kan være en skidt cocktail. Det bekræfter Vejdirektoratet her til morgen. To steder i Jylland og et sted nær København er der nemlig problemer med at afvikle trafikken.
På E45, den sønderjyske motorvej, fra Kolding mod Haderslev serviceanlæg Hylkedal V er en frakørsel spærret. Vejhjælpen er på stedet. Det drejer sig om en brand i en grisetransport
»Det har brændt i selve anhængeren. Der er grise ombord, og der er nogle, der er levende, nogle er døde og andre er tilskadekomne,« siger vagtchef Torben Møller fra Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.
Også på Rute 11, Varde Hovedvej mellem Søndermark og Gredstedbro, er vejen lukket i begge retninger. Der er sket et trafikuheld, og politi og redningsmandskab er på stedet. Der forventes ryddet op i løbet af morgenen.
På Sjælland, nærmere bestemt Amagermotorvejen, fra Ørestad mod Avedøre mellem Kalvebodbroerne og Avedøre Holme, spærrer flere biler motorvejen. Det skriver Presse-fotos.dk. Politi og redningsmandskab er på stedet. Vejen forventes tidligst ryddet kl. 7, ifølge Vejdirektoratet.
Ifølge DMI vil sneen og kulden fortsætte med at sætte sig præg på Danmark onsdag. På Bornholm venter vejrtjenesten mest skyet vejr med snebyger og risiko for snefygning hele dagen. I resten af landet bliver det mest skyet vejr med stedvis sne eller snebyger, især i Trekantsområdet. Og der er risiko for lokal snefygning.
»Det er Bornholm, der står mest for skud,« siger Mette Tilgaard Zhang, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ritzau.
Efterhånden klarer det op med lidt eller nogen sol og mest tørt vejr. Temperaturerne bliver omkring to graders frost, og vinden aftager og bliver svag til jævn fra nord og nordvest. Ved kysterne kan der blive stedvis op til frisk vind - mod sydøst stedvis op til hård vind.
I aften og i nat bliver det til dels klart vejr men også snebyger en del steder, flest på Bornholm. Temperaturen falder til mellem 4 og 10 graders frost, med svag til frisk vind omkring nordøst. Længst mod sydøst kan der stedvist blive op til hård vind.
Beredskabsstyrelsen er blandt de myndigheder, der kan sende folk og materiel ind i kampen mod snemasserne. Beredskabsstyrelsen Sjælland har således sendt to spidsplove i henholdsvis Stege og Maribo til assistance - men ploven i Maribo kom relativt hurtigt tilbage igen til centeret i Næstved.
»I nat var en pansret mandskabsvogn gjort klar til operation på Bornholm, men den kom heller ikke i sving,« fortæller operativ chef i Beredskabsstyrelsen Lars Høg Schou til Jyllands-Posten.
I alt råder Beredskabsstyrelsen over 69 mand fordelt på seks regionale centre - tre i Jylland, to på Sjælland og et på Bornholm. Fyn er dækket af det sjællandske beredskab.
Beredskabsstyrelsen har ikke tal på, hvor meget vinterindsatsen koster pr. dag.