Fortsæt til indhold
Indland

Har fundet et smuthul: Butikker i storcentre holder åbent

I bl.a. Holstebro bliver der tænkt kreativt for at holde butikker åbne.

Alle storcentre skal holde lukket fra torsdag, var meldingen fra statsminister Mette Frederiksen, da hun onsdag på et pressemøde fortalte om de nyeste restriktioner for at bremsen smitten med coronavirus.

Men det er ikke alle butikker i storcentre, som ender med at følge beskeden.

I mindst tre jyske centre har butiksindehaverne fundet på alternativer, så nogle af butikkerne stadig kan holde åbent.

Både i Ikast og Holstebro er vejen ind i butikkerne via bagdøren, så man går direkte i butikken og ikke ind via centret.

I Holstebro blev ruder udskiftet med døre fra morgenstunden i Nørreport Centret, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Dermed bliver der adgang til tre butikker, en kiosk, en tøjbutik og en guldsmed.

Bjarne Jeppesen, der er medindehaver af tøjbutikken Mr Holstebro fortæller, at man allerede i foråret undersøgte muligheden.

»Det er ikke, fordi vi ikke har respekt for nedlukningen. Men når vi har et lovligt alternativ, så gør vi det. Fordi vi er smådesperate efter forårets nedlukning, og fordi det kommer med så kort varsel og på det for os allervigtigste tidspunkt på året, siger Bjarne Jeppesen til Dagbladet Holstebro Struer.

I Ikast kan butikkerne i Strøgcentret også holde åbent.

På hjemmesiden voresikast.dk kan man holde sig opdateret med, hvilke butikker, der holder åbent, og hvordan man kan komme til at handle.

Hos langt de fleste af centrets butikker kan man i følge siden komme ind via bagdøren.

»Som det ser ud nu er Strøgcentret nødt til at lukke ned. Butikkerne vil ikke længere holde åbent gennem deres hovedindgang i centret. I stedet vil en del af butikkerne holde åbent gennem deres bagindgang,« siger Jan Birk Knudsen, der er chef for Vores Ikast til Herning Folkeblad.

I Esbjerg var elektronikkæden Power også hurtig til at reagere, skriver JydskeVestkysten. I City Nord ligger kædens butik således, at der kan skabes adgang ud mod Stormgade, og det fik kæden til at hyre håndværkere til at lave en ny indgang til butikken.

Onsdag aften, efter nedlukningen var meldt ud, var der flere storecentre og stormagasiner i landet, der straks forlængede åbningstiden samme aften.

I Magasin Du Nord blev medarbejderne i både København, Aarhus, Aalborg, Lyngby, Odense og Rødovre i butikkerne til midnat, så kunderne fik længere tid til at klare juleindkøbene.

Nedlukningen blev meldt ud for at bremse smitteudvikllingen i Danmark De seneste dage har der været rekordhøje smittetal og samtidig er procenten af positive coronatest steget. Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste onsdag, at kontakttallet ligger på 1,2. Det betyder, at 10 smittede personer i øjeblikkert smitter 12 andre, og dermed er smitten stadig stigende.

Udover storcentre skal også liberale erhverv som f.eks frisører og tatovører lukke fra den 21. december.

Alle butikker foruden fødevarebutikker og apoteker skal holde lukket fra den 25. december. Restriktionerne gælder i første omgang til den 3. januar.