Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

Coronasmittet folketingsmedlem genindlagt efter forværring

Folketingsmedlem for Venstre Lars Christian Lilleholt er igen indlagt på Odense Universitetshospital.

Folketingspolitiker for Venstre og forhenværende minister Lars Christian Lilleholt blev onsdag aften genindlagt på Odense Universitetshospital (OUH) efter at være blevet smittet med coronavirus tidligere i november.

Det skriver han i et Facebook-opslag.

»Jeg blev onsdag aften genindlagt på Odense Universitetshospital i isolation, da jeg var meget træt og havde høj feber. For at få infektionen i kroppen ned er jeg nu i genbehandling med binyrebakhormon, og det hjælper heldigvis. Jeg er nu istand til at være oppe og træthed og feber er stærkt aftagende,« skriver den tidligere energi-, forsynings- og klimaminister.

Jeg kan dog fornemme, at der kommer til at gå noget tid, inden jeg kommer helt på toppen igen. Det har været en hård tur for min krop
Lars Christian Lilleholt, folktingsmedlem (V)

Det er anden gang på to uger, at Lilleholt er indlagt på OUH.

Første gang var den 3. november, hvor han ligeledes på Facebook fortalte, at han var blevet indlagt med ondt i brystet og hovedpine. Her oplyste han desuden, at han var i behandling med Remdesivir.

Den 8. november meddelte politikeren, at han igen var udskrevet fra hospitalet, men dog fortsat i isolation. Syv dage efter er han nu indlagt igen. I søndagens opslag skriver han dog, at han »satser på snart at blive udskrevet igen«.

»Jeg kan dog fornemme, at der kommer til at gå noget tid, inden jeg kommer helt på toppen igen. Det har været en hård tur for min krop. Tak for jeres mange hilsner – det varmer. Jeg bliver klar igen takket være god behandling på OUH,« lyder det.