Fortsæt til indhold
Indland

Befamlet af Frank Jensen: Kvindelige S-politikere roser Maria Gudme

Sej og modig er blandt de rosende ord, som Maria Gudme får fra kvindelige partifæller, efter hun stod frem om Frank Jensen. S-politiker Louise Lindskrog mener, at overborgmesteren skal træde af.

Søndag er der krisemøde i Socialdemokratiet i København om den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensens krænkende adfærd.

Det sker, efter bl.a. socialdemokraten Maria Gudme lørdag stod frem og fortalte om en hændelse i 2012, hvor hun blev befamlet af Frank Jensen på inderlåret, da hun som 23-årig var ansat i partiet.

Forud for krisemødet er der tavshed fra Socialdemokratiets top, som bl.a. ikke ønsker at forholde sig til, om de har tillid til Frank Jensen. Men på Facebook får Maria Gudme opbakning fra en række kvindelige politikere i Socialdemokratiet og andre partier.

Jeg ville aldrig selv have turdet det, fordi jeg ville være bange for de negative konsekvenser.
Louise Lindskrog (S), Aarhus byråd

Trine Madsen, der er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet, skriver i en kommentar til Gudme: »Tak for dit mod, Maria! Respekt herfra.«

Byrådsmedlem i Nyborg og borgmesterkandidat Sonja Marie Jensen (S) skriver bl.a.: »Du er så modig, dit bidrag er så vigtigt«. Ligesom Camilla Fabricius, der sidder i Folketinget for Socialdemokratiet, kalder hende »seje«.

Også Louise Lindskrog, der er socialdemokratisk byrådsmedlem i Aarhus Kommune, bakker op om Maria Gudme. Til Jyllands-Posten fortæller hun, at hun mener, at det er vigtigt for, at der sker en kulturforandring.

»Maria Gudme viser alle de unge kvinder, der har fået deres grænser overtrådt, at det er ikke deres skyld, og at de skal ikke skamme sig, for skammen hører til dem, som bruger deres magtposition til at krænke andre,« siger hun.

»Det er helt utrolig vigtigt, at nogle har modet som Maria Gudme til at tage bladet fra munden og sige det højt. Man skal ikke undervurdere, hvor meget mod det kræver at stå frem om en person, der har så meget magt,« siger hun og tilføjer:

»Jeg ville aldrig selv have turdet det, fordi jeg ville være bange for de negative konsekvenser.«

Louise Lindskrog mener, at Frank Jensen bør træde af som næstformand for partiet og som overborgmester i København. Hun anser de sager, der er kommet frem, som et udtryk for »en systematisk adfærd, som ikke bliver stoppet«.

»Selvfølgelig skal der være plads til at begå fejl, sige undskyld og ændre sin adfærd. Men når der gang på gang er sager over flere år, hvor kvinder siger fra, og det endda er offentlig kendt - og man så ikke ændrer sin adfærd. Så mener jeg som parti, at vi er nødt til at sende et signal om, at det kan vi ikke acceptere,« siger hun.

Også formanden for ungdomsbevægelsen DSU i København, Cecilie Sværke Priess, sagde lørdag til Jyllands-Posten, at hun ønsker, at Frank Jensen ikke længere skal være Socialdemokratiets næstformand, overborgmester eller spidskandidat i København.

»Jeg håber, at partiet nu kommer til at vægte hendes oplevelse – og oplevelserne fra andre kvinder, der måtte stå frem – højere, end de vægter en stor profil,« sagde hun.

Modsat var Jyllands-Posten lørdag bl.a. i kontakt med kredsformand for Utterslev og Bispebjerg, John Frederichsen, som udtalte, at han »stadig har fuld tillid til Frank Jensen, og at sagen er håndteret af dem, som skal gøre det«.

Frank Jensen skrev lørdag på Facebook, at han er »forfærdelig ked af den situation, jeg har skabt«.

»Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning – dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket.«

Statsminister Mette Frederiksen har indtil videre forholdt sig tavs til sagen og henvist til Jan Juul Christensen, den øverste organisatoriske leder i Socialdemokratiet.

Mogens Jensen, der er ligestillingsminister og også er næstformand i Socialdemokratiet, har ligeledes afvist at kommentere den konkrete sag med Frank Jensen.

Lørdag oplyste Jan Juul Christensen, at han afventer en advokatundersøgelse, før han vil svare på, om han har tillid til Frank Jensen.