Stor dag i dansk politik: Her er, hvad vi ved
I dag skal Københavns overborgmester forklare sig, mens Radikale Venstre holder krisemøde for at få styr den seneste tids store uro.
Det kan vise sig at blive en skæbnesvanger søndag i dansk politik. Københavns overborgmester, Frank Jensen, skal forklare sig ovenpå Jyllands-Postens afsløring i fredags, mens Radikale Venstres folketingsgruppe skal have styr på gruppens interne uro efter Morten Østergaards afgang på grund af krænkelsessager.
Her er, hvad vi ved om, hvad der skal ske i dag:
Klokken 14: Radikale Venstre holder gruppemøde
Regeringens støtteparti holder gruppemøde, efter partiet i to uger har været omdrejningspunkt i sager om seksuelle krænkelser.
Det er De Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, der har indkaldt partiets folketingsgruppe til møde søndag klokken 14 i partiets gruppeværelse på Christiansborg. Der er ikke kommet så meget ud om, hvad der er på dagsordenen. Men det forventes, at partiet vil forsøge at få styr på de interne stridigheder, der har kendetegnet partiet de seneste uger, skriver Ritzau.
Mødet holdes i kølvandet på diskussionerne om, hvem der vidste hvad i sager om seksuelle krænkelser begået af partiets nu tidligere politiske leder Morten Østergaard, der har erkendt at have givet flere kvinder i partiet uønsket seksuel opmærksomhed ved flere lejligheder.
Det har ført til intern krig, efter Ida Auken i torsdags skrev på Facebook, at den nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, i flere år har været informeret om Morten Østergaards grænseoverskridende adfærd. De interne problemer har de seneste uger desuden fået flere hundrede medlemmer til at forlade partiet.
Klokken 18.30: Frank Jensen vil forklare sig
Københavns overborgmester har indkaldt til krisemøde om sine krænkelsessager. Det er Frank Jensen selv, der har indkaldt til mødet, skriver han på Facebook.
Til mødet vil Borgerrepræsentationsgruppen, Socialdemokratiet i Københavns forretningsudvalg og kredsformændene deltage.
Mødet er indkaldt på baggrund af Frank Jensens involvering i to krænkelsessager i henholdsvis 2012 og 2017, som hidtil ikke har været kendt i offentligheden.
Den seneste sag, som offentligheden har fået kendskab til, er sagen om Maria Gudme, der i dag er folkevalgt til regionsrådet i Hovedstaden for Socialdemokratiet.
Hun fortalte fredag til Jyllands-Posten, at hun i 2012 som 23-årig sad ved siden af Frank Jensen på et værtshus med en række andre socialdemokrater, hvor den nuværende overborgmester lagde sin hånd på hendes lår og førte hånden længere op ad hendes lår, til den til sidst endte oppe under hendes kjole.
Frank Jensen har også to gamle krænkelsessager fra henholdsvis 2004 og 2011 hængende over sig.
»Jeg er forfærdelig ked af den situation, jeg har skabt. Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning – dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket. Efter mødet med mine partifæller vil jeg gerne tale med pressen,« skriver Frank Jensen på Facebook.
Socialdemokratiet har hyret et advokatfirma til at undersøge sagen nærmere, skriver DR.