Fortsæt til indhold
Indland

Nu er debatten om sexchikane også rykket ind på Christiansborg

Er der en krænkelseskultur i Folketinget, og hvad skal man gøre ved det? De spørgsmål bliver onsdag diskuteret i Folketingets øverste ledelse, præsidiet.

Der foregår sexchikane i mediebranchen. Det er igennem den senere tid blevet fastslået af kvinde efter kvinde, som har fortalt om ubehagelighederne på deres mediearbejdsplads.

Men foregår det også på Christiansborg? Ja, mener den radikale ligestillingsordfører, Samira Nawa, som er en af anledningerne til, at Folketingets øverste ledelse, præsidiet, skal diskutere emnet onsdag.

Lørdag skrev hun et længere indlæg på Facebook, hvor hun talte om en »rådden kultur« bag de tykke mure og berettede, at hun har været i kontakt med tidligere og nuværende kvindelige ansatte, folketingsmedlemmer og journalister, der har oplevet »upassende bemærkninger, gramserier og overgreb«.

Samira Nawa siger til Jyllands-Posten, at hun selv har været udsat for såkaldt hyggesexisme. Men hun er ikke i tvivl om, at der også foregår mere alvorlige ting.

»Igennem rigtig lang tid har der været en rådden kultur, hvor man har kunnet bruge sin magt for på en eller anden måde at komme tæt på kvinder,« lyder det.

»En syg kultur«

Politikeren ønsker ikke at gå i detaljer med de bemærkninger, som er blevet sendt hendes vej, men partifællen Sofie Carsten Nielsen fortalte mandag til Politiken om en politisk forhandling sidste år, hvor et folketingsmedlem sagde:

»Du er jo over 40, så skal du tage sådan noget med MeToo som et kompliment. Det ved du godt, ikke?«.

Özlem Sara Cekic, som var folketingsmedlem for SF i otte år, skrev mandag i en klumme i Ekstra Bladet, at hun har været udsat for lumre bemærkninger og gramseri. Og at et specifikt folketingsmedlem var kendt for at lade sine hænder vandre, hvis man kom til at kramme ham.

I politik har vi alle stadig noget på spil. Man kan gå fra 100 til 0 på et splitsekund. Christiansborg er stadig gennemsyret af magtstrukturer, som gør det ekstra vanskeligt.
Samira Nawa (R)

»Der er utvivlsomt en syg kultur, der gør kvinder til objekter og reducerer dem til det, de har mellem benene. Alt er tilladt. Og intet har konsekvens. Derfor fortsætter sexisme,« konstaterer hun.

Og mens der nu er over 1.600, som har skrevet under på, at der foregår sexchikane i mediebranchen, og at de tager afstand fra det, er stemmerne endnu få på Christiansborg.

»Det, der virkelig rykker noget, er de personlige beretninger, men i politik har vi alle stadig noget på spil. Man kan gå fra 100 til 0 på et splitsekund, så Christiansborg er stadig gennemsyret af magtstrukturer, som gør det ekstra vanskeligt,« siger Samira Nawa, som håber, at de kvinder, som har været udsat for chikane i Folketinget, vil stå frem med deres historier.

Brug for en seriøs snak

Formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen fortæller, at Samira Nawa ikke er den eneste grund til, at man tager spørgsmålet op i præsidiet.

»Der er kommet ret mange andre udsagn efterfølgende fra både mf’er og tidligere ansatte. Det er summen af det hele. Jeg ville være en dårlig formand, hvis jeg bare trak på skuldrene. Det skal selvfølgelig tages alvorligt, når vi får sådan en debat,« siger han og tilføjer, at man ikke skal regne med noget facit efter onsdagens møde.

»Vi har brug for at få en ordentlig og seriøs snak om det. Men den overordnede indgangsvinkel er, at man ikke skal udsættes for sexchikane på Christiansborg. Og hvis man bliver det, skal man kunne være tryg ved, at der bliver taget hånd om det.«

I Storbritannien oprettede parlamentet i 2017 en hotline, hvor de ansatte kan henvende sig, hvis de har oplevet grænseoverskridende adfærd. Henrik Dam Kristensen afviser ikke, at det samme kunne ske i Folketinget, men understreger, at Christiansborg er en »sammensat arbejdsplads«.

»Derfor skal det gøres på en klog måde, så alle kan se sig i det.«

Ifølge Samira Nawa har Christiansborg »alle de ingredienser, der skal til for, at den dårlige kultur kan trives«.

»Der er magt og hierarkier, der er virkelig noget på spil. Man kommer tæt på hinanden og danner alliancer. Der har også været en kultur, hvor man dysser tingene lidt ned. Men jeg gider ikke at være en del af et system, hvor vi dysser tingene ned eller dækker over hinanden. Debatten kører derude, og stort set alle fra Christiansborg blander sig i, hvad der sker i mediebranchen, men så snart pilen peger indad, bliver det svært at snakke om,« siger hun.

Tillid til Kofod

Samira Nawa henviser til sagen om udenrigsminister Jeppe Kofod, som i 2008 havde sex med en 15-årig pige, der var medlem af Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU. En sag, som gør, at De Radikale ikke mener, at han burde have været udnævnt til minister.

Hændelsen udspillede sig, da han som daværende folketingsmedlem for Socialdemokratiet holdt et oplæg til et DSU-møde i Esbjerg. Da sagen kørte, undskyldte Jeppe Kofod, beklagede sin »svigtende dømmekraft« og tog 14 dages »tænkepause« fra Folketinget. Efterfølgende fik han frataget posten som Socialdemokratiets udenrigsordfører. Han fik dog plads i flere udvalg i Folketinget, og efter fem år som EU-parlamentariker i Bruxelles blev han i 2019 hentet hjem som udenrigsminister i Mette Frederiksens nye S-regering.

Mandag gik statsminister Mette Frederiksen aktivt ind i MeToo-debatten med en klar afstandtagen til sexchikane og magtmisbrug. Men uden et ord om Jeppe Kofod.

»Jeg bakker op om jer, der står frem og fortæller om egne oplevelser. Jer, der har haft de samme oplevelser, og som ikke ønsker at fortælle om dem,« skrev hun i et opslag på Facebook og Instagram, som høstede kritiske kommentarer fra flere brugere.

»Det klinger hult med en udenrigsminister, hvis adfærd tilbage i 2008 ikke just flugter med dit budskab,« skrev én eksempelvis.

Tirsdag understregede statsministeren så over for TV 2, at hun har tillid til alle sine ministre, og at omend sagen om Jeppe Kofod er »alvorlig«, har han »undskyldt og beklaget«.

Artiklens emner
MeToo