Jeppe Kofod vender tilbage tirsdag
Jeppe Kofod (S) har aftalt med partiledelsen, at han får plads i Europaudvalget og udenrigsudvalget, men ikke bliver ordfører. Både han og hans kredsformand er tilfredse - foreløbig.
Jeppe Kofod får frataget sin post som udenrigsordfører, men får plads i Europaudvalget og udenrigsudvalget. Det står klart efter et møde i dag med den socialdemokratiske gruppeledelse.
Samtidig må han se langt efter posten som næstformand i Udenrigspolitisk Nævn.
"Jeppe og jeg havde et rigtigt godt møde og blev enige om, at nu tænker vi fremad, og nu vil Jeppe gerne diskutere politik og det fremadrettede frem for personsager, siger Carsten Hansen til Ritzau og beskriver sagen som afsluttet.
Jeppe Kofod får plads i forskningsudvalget, i europaudvalget, i udenrigspolitisk udvalg og bliver suppleant til Udenrigspolitisk Nævn, hvor han før var næstformand.
Selvom han ikke får sit udenrigsordførerskab tilbage og mister næstformandsposten i nævnet, er Kofod tilsyneladende tilfreds med sine udvalgsposter, som han beskriver som "meget spændende arbejdsopgaver".
Tilfreds kredsformand
Socialdemokratiets kredsformand på Bornholm, Anette Stærh, som tidligere har kritiseret partiledelsen for at straffe Kofod for hårdt, er ligeledes tilfreds på Jeppe Kofods vegne.
”Jeg synes, at posterne er OK på nuværende tidspunkt. Nu kan han komme i gang med sit politiske arbejde igen,” siger Anette Stæhr til jp.dk.
Hun mener dog samtidig, at der ikke bør gå alt for lang tid, før Kofod eventuelt også får sit gamle ordførerskab tilbage.
”Jeg synes ikke det skal gå for lang tid, men det er svært at sætte tid på. Vi ser selvfølgelig gerne, at han på et tidspunkt kommer tilbage i den konstellation på det udenrigspolitiske område, som han allerede har været en del af,” siger hun.
Den 34-årige politiker tog en tænkepause fra folketingsgruppen for to uger siden, efter det kom frem, at han ved et DSU-kursus havde haft sex med en 15-årig pige.
I onsdags blev han genvalgt som sit partis spidskandidat til Folketinget på Bornholm, som har bakket ham massivt op under hele sagen. Samtidig har den socialdemokratiske gruppeformand, Carsten Hansen, beklaget, at han kaldte Jeppe Kofods handling for ”utilgivelig”.