Aalborg Kommune skal betale millionerstatning til lodsejere
Endnu et kapitel er skrevet i årelang stridighed om fredet jord i Lille Vildmose i Nordjylland.
En over 10 år lang tvist mellem lodsejere i Lille Vildmose i Nordjylland og Aalborg Kommune falder endnu en gang ud til lodsejernes fordel.
Det skriver TV 2 Nord.
Overtaksationskommissionen har nu besluttet, at Aalborg Kommune skal betale 27.000 kr. pr. hektar i erstatning til lodsejerne, der har været i klemme i forbindelse med naturgenopretningsprojektet EU Life. Erstatningen løber samlet op i lidt over 4 mio. kr. og kommer oven i en tidligere erstatning, hvor lodsejerne fik tilkendt erstatning på 80.000 kr. pr. hektar, da jorden blev fredet i 2007.
Lodsejerne har kritiseret kommunen for at være for hurtig på aftrækkeren i forbindelse med naturgenopretningsprojektet, og konfliktens omdrejningspunkt har været størrelsen på lodsejernes erstatning, der endnu ikke var afgjort, da Aalborg Kommune begyndte på projektet.
Ifølge kommunen ville man hurtigt i gang med arbejdet, da deadline på projektet var sidst i december 2019, hvis kommunen skulle have udbetalt 42 mio. kr. i støtte fra EU. Fristen er siden blevet forlænget til juni i år.
»Aalborg Kommune har endnu engang taget fejl. Vi har nu dokumentation for, at kommunen uberettiget har taget vores jord og har fremsat beskyldninger mod os,« lyder det fra en gruppe lodsejere med Hanne Houmann Jensen og Preben Clausen som talsmænd i en pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug.
Rådmand fra Aalborg Kommune Hans Henrik Henriksen (S) udtaler til TV 2 Nord, at man ikke kan se sagen helt så firkantet.
»Kommissionen tager ene og alene stilling til det økonomiske aspekt i sagen og ikke til hverken fredningen eller arbejdet, så at påstå, at vi uberettiget har taget lodsejernes jord, det er ikke korrekt,« siger han.
Jord under vand
Da Lille Vildmose blev en del af EU Life - et naturgenopretningsprojekt, der skal sikre Nordvesteuropas største lavlandshøjmose - skulle en dæmning opføres for at oversvømme området. Ifølge Naturstyrelsen kostede projektet 41,6 mio. kr.
Kravet om erstatning har ført til flere konflikter mellem lodsejere og Aalborg Kommune; i efteråret 2018 tiltvang kommunen sig adgang til lodsejernes jord under politibeskyttelse. Desuden er der foretaget flere anholdelser for at forhindre kommunens og politiets arbejde.
Ifølge pressemeddelelsen er striden endnu ikke ovre, da flere lodsejere mener, at erstatningssummen er for lille. De overvejer derfor yderligere retslige tiltag mod Aalborg Kommune.