1 mio. kr. skal forhindre Randerskopi i at ligne en parodi
Forvaltningen i Randers Kommune måtte tage en dyb indånding efter at have set Kinas version af Randers' gamle rådhus.
Det var ikke meningen, at Randers Kommune skulle skyde penge i kopier af Randers-bygninger i Kina.
Men efter at forvaltningen har set det kinesiske konsortium Fans’ bud på bygningerne i seks nye temabyer, har man bevilliget 1 mio. kr. til projektet for at forhindre, at Randers kommer til at ligne et karikeret Disneyland.
Det skriver Randers Amtsavis.
»Da vi så det kinesiske konsortiums præsentation, skulle vi lige trække vejret bagefter. Jeg troede først, at det var en parodi,« siger Randers Kommunes erhvervs- og bosætningschef, Alex Weinreich, til Randers Amtsavis.
Forinden havde forvaltningen set en kopi af Randers’ gamle rådhus fra 1778 udsmykket med krummelurer side om side med et lyserødt Eiffeltårn og gule elefanter.
Millionen skal bl.a. gå til lokal konsulentbistand i Kina for at holde øje med, at byggeriet bliver mere virkelighedstro, og til arkitekttegninger af Randers-bygninger. 250.000 kr. vil blive brugt på Randers-udstillinger.
Det er aftalt, at der skal opføres rådhuskopier i de kinesiske temabyer, men kineserne har også et godt øje til andre randrusianske bygninger heriblandt Helligåndshuset. Kontrakterne omhandlende temabyerne i Huainan og Yangzhou er allerede underskrevet, og disse temabyer er derfor sikre på at blive opført.
Opførelsen af et lille Randers i Kina er en del af en større indsats indledt af den kinesiske regering, hvor større kinesiske byer skal opføre seværdighedsområder inddelt i temaer.
Randers Kommune skrev i september sidste år under på aftalen med kinesiske Fans om opførelsen af Randers’ rådhus.