Vent med at bestille rejsen, hvis du vil have prisen i bund
Coronasmitten breder sig, men det smitter endnu ikke meget af på prisen på rejser. Dog er der billige rejser til Spanien.
Der er travlt ved telefonerne i rejsebranchen. I takt med, at coronasmitten breder sig på verdenskortet og i Danmark, hvor nu seks er konstateret syge, stiger også nervøsiteten blandt mennesker med udlængsel. Men endnu har det ikke udløst markante prisfald og rabatter, lyder det fra både rejseselskabet TUI og Danmarks Rejsebureau Forening.
»Der ér da prisnedsættelser, for det er jo en naturlig reaktion på lavere efterspørgsel, men der er ikke de store udsving endnu, fordi det er sommerferien, folk i øjeblikket interesserer sig for. Og det er alt for tidligt at sige, hvordan situationen er i juni og juli,« siger pressechef Mikkel Hansen fra TUI.
Den største interesse hos de mange, som henvender sig til rejsebureauet, er heller ikke så meget selve prisen, fastslår han.
»Folk er meget mere optaget af, om de overhovedet kan komme af sted, og det gælder både forår og sommer. Her må vi henvise til myndighedernes rejsevejledninger, som vi læner os op ad,« siger han og henviser til, at Udenrigsministeriet netop har indført rejserestriktioner til det nordlige Italien, som er hårdt ramt af coronaudbrud.
På rejser til Spanien kan TUI dog se, at der er tale om prisnedsættelser i gennemsnit på 20-30 pct., og en rundtur til rejsearrangører på nettet viser også, at der er store rabatter på krydstogtsrejser. Formentlig fordi lysten til at gå om bord til en længere tur er reduceret, efter at det store krydstogtsskib Diamond Princess blev ramt corona og blev isoleret i et par uger ud for Japans kyst. To passagerer fra skibet er siden døde af coronavirus.
Ifølge direktør Lars Thykier, Danmarks Rejsebureau Forening, er det for tidligt at se den store corona-påvirkning på priserne.
»Men hvis det fortsætter en uge eller 14 dage mere, vil jeg tro, at man kan se det tydeligere på priserne. Det kommer helt an på, hvordan tingene udvikler sig, men hvis det bliver mere alvorligt, vil der også være et punkt, hvor rejseudbyderne ikke sætter priserne ned for at få kunder i butikken, men simpelt hen aflyser,« siger han.