Kun én kriminel har sagt ja til op mod 15.000 kr i flyttehjælp
Odense Kommune og en stribe boligselskaber prøver at forhindre boligområde i at blive stemplet som hård ghetto - for det vil få mærkbare konsekvenser.
Der er overhængede risiko for, at dele af Riisingområdet i Odense kan ende med at få den officielle betegnelse »hård ghetto.«
Det fik tidligere på efteråret Odense Kommune og en stribe boligselskaber til at gå sammen i en i nogles øjnes kontroversiel indsats for at ændre udviklingen.
Et led i indsatsen var at give dømte kriminelle i området et tilbud om at flytte - og at få op mod 15.000 kr. i hjælp til det samt fritagelse for indskud i ny lejlighed og op mod to ugers fri husleje i ny bolig ligeledes.
Det er håbet, at op mod 10-15 dømte kriminelle vil tage imod flyttetilbuddet, men TV 2 Fyn skriver nu, at der indtil videre kun er én, der har sagt ja.
Det er et problem for området, da andelen af dømte beboere er et af de kritierier, der bruges i bedømmelsen af, om et område defineres som hård ghetto.
Hvis Riisingområdet ikke formår at holde sig fri af listen, kan en af konsekvenserne blive en nedrivning af op mod 60 pct. af byggeriet.
René Boye er formand for Odense Boligselskab, et af de tre boligselskaber, der arbejder sammen med Odense Kommune om at undvige ghetto-problemet. Han udtaler til TV 2 Fyn, at han endnu er fortrøstningsfuld i forhold til at få flere dømte til at tage imod flyttetilbudet.
Han er dog også ængstelig ved de mulige konsekvenser, hvis det ikke lykkes.
»Så er det rigtig skidt. Så havner vi på den hårde ghettoliste, og det kender vi allesammen konsekvensen af, og det bryder jeg mig ikke om. Det er skidt at rive gode, fornuftige boliger ned. Boligerne fejler absolut ingenting. De er i bedre stand, end dengang de blev opført. Det er drønærgerligt at rive gode, billige boliger ned,« siger René Boye til TV 2 Fyn.
Tidligere har Brabrand Boligforening i Aarhus udbetalt gennemsnitligt 38.000 kr. til 15 familier, for at de flyttede fra området Skovgårdsparken, da man her ligeledes havde udsigt til at komme på ghettolisten.
DF’s boligordfører Mette Hjermind Dencker har tidligere til DR Nyheder udtalt, at hun er stærkt utilfreds med den fynske tilgang til situationen.
»Formålet med at lave ghettopakken var at forhindre ghettoer og forhindre den massive kriminalitet, der er dér, hvor mange indvandrere er samlet samme sted. Det var bestemt ikke vores formål, at der skulle være en gaveregn ned over de kriminelle,« har det således lydt fra boligordføreren, som tidligere på måneden ville tage sagen op med boligminister Kaare Dybvad.
Koalitionen bag det fynske tilbud har også lagt billet ind på at tale med boligminister Dybvad. Han er således indbudt til fredag at besøge det berørte boligområde.