Kommune blåstempler dumping af tonstung bunke byggeaffald i naturområde
Hernings Kommune har nu givet tilladelse til, at at flere hundrede tons byggeaffald må blive liggende i Rind Plantage.
En bunke bestående af 360 tons byggeaffald dumpet i naturområdet Rind Plantage syd for Herning kan få lov til at blive liggende.
Sådan lyder konklusionen fra teknik- og miljøudvalget i Herning Kommune, efter at de i flere måneder har undersøgt affaldet for bl.a. indhold af de forurenende byggematerialer asbest og PCB. Det skriver TV Midtvest.
Affaldet stammer fra renoveringen af en række boligblokke i Herning ejet af Boligselskabet Fruehøjgård. Ifølge Herning Folkeblad, der siden juli har afdækket sagen, er det en underleverandør, som har kørt flere læs af byggeaffald til plantagen.
Til mediet kritiserer Danmarks Naturfredningsforening kommunen for afgørelsen, mens medlem af byrådet for De Radikale, Johs Poulsen (R), mener, at beslutningen skulle være drøftet politisk og ikke blot i udvalget.
»Jeg synes helt ærligt, at de er nogle slapsvanse. Det, der er sagen, er jo ganske enkelt, at der er nogle, der har satset på, at det her kunne man køre ud i skoven, uden det blev opdaget,« udtaler han til TV Midtvest.
Den kritik er formand for teknik- og miljøudvalget i kommunen, Joan Hansen, ikke enig i.
»Jeg synes sørme ikke, vi er nogle slapsvanse. Tværtimod. Vi har spurgt og spurgt til den her sag, og vi har fået den belyst hele vejen igennem,« fastslår hun overfor mediet.
Herning Folkeblad har fået indsigt i en forundersøgelse fra 2016 foretaget af Rambøll, der skulle klarlægge, hvad de bygninger, der altså i dag er forvandlet til byggeaffald og befinder sig i Rind Plantage, bestod af.
Her fandt man tegn på både asbest og PCB, selvom teknik- og miljøudvalget altså i 2019 frifinder indholdet for netop dette i deres afgørelse.
Danmarks Naturfredningsforening vil nu undersøge mulighederne for at klage over udvalgets afgørelse.