Sådan vil minister håndtere medicinmangel
Situationen er alvorlig, siger sundhedsminister, der er parat til at bruge tvang over for apotekerne.
»Det er frustrerende, og det er et stigende problem, og derfor vil jeg sætte Lægemiddelstyrelsen i spidsen for et arbejde, der skal sikre, at vi gør alt, hvad vi kan. Der er ingen redskaber, der er fremmede for mig i den her sag. Det er vores patienters behov for medicin, der er i første række.«
Sådan siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om den udbredte medicinmangel. Ifølge DR er ca. 1.300 lægemidler, der kan dække alt fra smertestillende til psykofarmaka og adhd-medicin, ikke til at skaffe i øjeblikket. De er udsolgt. I mange tilfælde er det muligt at få et erstatningsprodukt, men i øjeblikket er der omkring 25 typer medicin, hvor der ikke er en alternativ medicin, lyder Apotekerforeningens vurdering over for DR.
For at skubbe gang i fremskaffelsen af den nødvendige medicin er Magnus Heunicke parat til at bruge tvang over for apotekerne. Han oplever nemlig, at patienterne kan være uvidende om, at et specifikt apotek ligger inde med lige netop den medicin, de har fået recept på.
»Vi skal have et system, hvor man fra Lægemiddelstyrelsens side får indsigt i, hvad der ligger på lagrene på vores apoteker i Danmark, som kan komme patienterne til gavn. Jeg er klar til at tvinge apotekerne til at oplyse til myndighederne, hvis de har medicin, der er på restordre,« siger ministeren til DR.
Det er dog ikke nok at angribe problemet kun i Danmark. For medicinmanglen er et globalt problem. Derfor agter Magnus Heunicke at tage sagen op med sine europæiske kolleger ved den førstkommende lejlighed.