Fortsæt til indhold
Indland

Ny færgerute til Sverige på tegnebrættet

Stena Line og Læsø Kommune har indledt forhandlinger om ny færgerute.

En ny færgerute har skabt store forventninger på Læsø.

Ideen er, at den ny færgerute skal gå imellem Gøteborg, Østerby Havn på Læsø og Frederikshavn.

Foreløbig har en enig kommunalbestyrelse på Læsø vedtaget at fortsætte forhandlingerne med Stena Line om færgeforbindelsen.

Ifølge Søfart er det sandsynlige bud, at det bliver Stena Lines mindste færge, Stena Vinga, der i givet fald skal besejle ruten. Dette er dog ikke bekræftet.

Stena Vinga er 130 meter lang, kan rumme 400 passagerer og 200 biler og blev ifølge Søfart oprindelig bygget som Hammerodde i 2005 til Bornholmstrafikken.

Skulle planerne om den ny færgerute blive ført ud i ivet, vil det kræve en betydelig udvidelse af Østerby havn på Læsø. Nyheden har allerede skabe store forventninger til udvikling på Læsø. Med trekantssejladsen vil Læsø komme tættere på storbyen Gøteborg og et skandinavisk marked, der strækker sig fra Oslo til København.

Officielt holder Læsø Kommune kortene tæt ind til kroppen. Men efter et lukket møde i kommunalbestyrelsen i denne uge kom der dog følgende udtalelse fra borgmester Karsten Nielsen (DF):

»Overordnet er tanken om en færgeforbindelse mellem Göteborg, Østerby Havn og Frederikshavn en rigtig god mulighed, som vi bør forfølge efter min vurdering. Der er ingen tvivl om, at effekten vil gavne hele øen, og det er dejligt, at vi kunne finde fælles fodslaw i den nuværende økonomiske situation.«