To millioner forældre skal lære nyt system: Lærerformand frygter kaos
Forældreintra skal afløses af Aula, når skoleeleverne vender tilbage fra efterårsferie.
I denne uge er der efterårsferie i de danske skoler, men når eleverne vender tilbage på mandag, venter der nyt for forældrene og ansatte. Forældreintra skal afløses af Aula, og der skaber bekymring, skriver B.T.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, opfordrer i avisen KL til at »trække i nødbremsen«, da der længe har været meldinger om startproblemer med systemet, der allerede er blevet udskudt tre gange pga. tekniske problemer.
I weekenden fortalte formanden for Århus Lærerforening, Jesper Skorstensgaard, til TV2 Østjylland, at han forventer kaos, når systemet bliver indført.
»Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver et kaos. Man har lavet et system, der ikke i høj nok grad kan det, som det skal,« sagde han til tv-stationen.
Og den udlægning er Anders Bondo Christsensen enig i.
»Det er et skidt tidspunkt midt i skoleåret at introducere et nyt system. Hvorfor lader man det ikke være en gradvis udrulning, så de skoler, der er klar, kan begynde på mandag, mens andre skoler kan hoppe på fra det nye år,« siger han til B.T.
Aula har siden sommerferien kørt på flere skoler som pilotprojekt, så der kunne rettes fejl, inden alle skoler kommer på systemet.
Jesper Skorstensgaard fortæller til TV2 Østjylland, at der er flere funktioner, der ikke virker. Bl.a. vil lærere ikke kunne svare på beskeder til en hel gruppe forældre.
I Køge Kommune har man valgt, at skolerne kan vente med at indføre Aula.
»Vi mener ikke, at Aula er klar nok til, at vi på betryggende vis kan tage det i anvendelse,« har Søren Thorborg, skolechef i Køge Kommune, tidligere fortalt i Jyllands-Posten.
B.T. har talt med flere som har prøvet Aula under pilotprojektet, og ikke alle mener, at det fungerer dårligt.
Det er kommunernes fælles it-selskab Kombit, der står for Aula. Der er forventet, at mere end to millioner forældre og ansatte skal bruge systemet, der bliver kommunernes største it-løsning målt på daglige brugere.
Aula kan tilgås via aula.dk eller på app via mobil eller tablet.