Vindmøllekrig ved Holstebro: Vingerne blev pludselig større - men erstatning forblev uændret
Seks vindmøller uden for Holstebro er blevet genstand for en række stridigheder mellem naboer og kommunen.
På en mark i Gedmose lidt vest for Holstebro står seks vindmøller. De er næsten nyopførte, har et vingefang på 100 meter, og så er de genstand for en løbende disput mellem naboer, Holstebro Kommune, Vestforsyning og - denne gang - Taksationsmyndigheden.
Før har der både været kritik af salget af aktier i vindmøllerne, og ejerne af en række nærliggende vindmøller har været fortørnede over, at den nye vindmøllepark medvirker til, at den gamle »ligger i læ«.
Ifølge Dagbladet Holstebro er det netop vingerne på de seks Vestas V100 vindmøller, sagen drejer sig om denne gang. Da opføringen af vindmøllerne i første omgang blev planlagt, var det nemlig vinger med 90 meter i diameter, der lå på tegnebrættet.
Problemet for naboerne til vindmøllerne er, at vingefanget har betydning for, hvor meget erstatning de får udbetalt. Og da ændringen i planen, som gjorde, at vingerne blev 100 meter i stedet for 90, først kom efter Taksationsmyndigheden havde været forbi, er deres erstatningsbeløb blevet beregnet på et forkert grundlag.
Ifølge en af naboernes beregninger, kan vingernes øgede længde betyde en forskel på 23 pct. fra de op til 100.000 kroner, naboerne ellers ville modtage i erstatning. Forskellen mellem et vingefang på 90 meter og et på 100 meter betyder nemlig, at skyggen fra vindmøllerne kan dække over et 23 pct. større areal.
Da kommunen besluttede sig for at godkende ændringen, konstaterede man, at ændringen af skyggeforhold var »uvæsentlig«. Vestforsyning, som er et kommunalt ejet selskab, og som har opført vindmøllerne, holder også fast i, at ændringen er så uvæsentlig, at naboerne ikke har krav på større erstatning.
I korrespondancen mellem kommunen, Vestforsyning, Taksationsmyndigheden og en af naboerne, som Dagbladet Holstebro har fået aktindsigt i, fremgår det dog tydeligt, at naboen er uenig i den vurdering. Han skriver, at kommunen, som ejer Vestforsyning er inhabil i sagen, og at »fakta er, at de møller, der er sat op, vil øge støj og skyggekast væsentligt i forhold de møller, som erstatningen blev beregnet ud fra«.
Det er endnu uvist, om naboen til vindmølleparken har tænkt sig at anlægge sag om en øget erstatning.
Når der opstilles nye vindmøller, som 25 meter høje eller derover, skal opstilleren af vindmøllerne ifølge loven om fremme af vedvarende energi erstatte det fulde værditab på naboejendomme, hvis tabet udgør 1 pct. eller derover af ejendommens værdi.
Sager som den om Gedmose Vindmøllepark har ifølge advokatfirmaet Kromann Reumert ført til et væld af civile retssager i årenes løb. Vestre Landsret fastslog i en større sag om Nørhede Hjortsmose Vindmøllepark, at »Taksationsmyndighedens skøn alene kan tilsidesættes, hvis Taksationsmyndigheden har foretaget sit skøn på fejlagtigt grundlag.«
Det fejlagtige grundlag kan for eksempel bestå i, at visualiseringsmaterialet for vindmøllerne, eller at de forudgående støj- og skyggeberegninger, der er lavet, viser sig at have fejl og mangler.