Fortsæt til indhold
Indland

Efter dødsulykke: Godstog på Storebælt skal køre langsommere ved kraftig vind

Godstog skal nu sætte farten ned allerede ved vindstyrke på 15 m/s.

Trafikstyrelsen skærper vilkårene for godstog, som kører over Storebæltsbroen. Det sker efter dødsulykken, der dræbte otte personer den 2. januar.

Ulykken skete umiddelbart efter, at der var registreret middelvind på 20,9 m/s på broen.

De nye retningslinjer betyder, at godstog skal sætte farten ned til 80 km/t ved 15 m/s. Ved 20 m/s forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer, og ved 25 m/s forbydes al godstransport. Det fremgår af Trafikstyrelsens hjemmeside.

Den 2. januar kørte både gods- og passagertog med fuld hastighed, da middelvinden ikke oversteg 21 m/s, som var grænsen på daværende tidspunkt.

Det er Banedanmark, som har til opgave at lukke togforbindelsen over broen, når vindhastighederne bliver for voldsomme.

I forrige uge vurderede Jakob Mann, professor i vindenergi på DTU, over for Jyllands-Posten, at »vinden blæste fra den værste retning, vinkelret på broen, og har helt sikkert været involveret«.

»Man må se, om man finder ud af noget om den måde, man monterer trailerne på, om man kan gøre det bedre eller sikrere. Eller om man skal overveje lavere vindgrænser for denne type godstransport,« udtalte han.

Jakob Mann, var i 2006 var medforfatter på en Risø-rapport om trafikale restriktioner grundet blæst på broer, hvor også Storebæltsbroen indgik. Han forklarer, at vinden kan føles mere voldsom på vestbroen ved Storebælt, hvor vindrestriktionerne nu bliver justeret, end på den høje østbro forbeholdt biltrafik.

Det til trods for, at de målte vindhastigheder ofte er højere på østbroen, 70 meter over havet.

»Østbroen er aerodynamisk udformet, så strømmen af vind følger overfladen bedre. På Vestbroen er det en lodret væg, der møder vinden, derfor liver den meget op. Der kan derfor være forskel i karakteren af den vind, der går over broen,« siger Jakob Mann.

Jyllands-Posten har siden ulykken på Storebæltsbroen forsøgt at få Banedanmark til at forklare, hvad der ligger til grund for deres restriktioner af godstransport på broen. I flere omgange har Banedanmark dog måttet erkende, at man ikke kan forklare, hvorfor restriktioner var, som de var.