Fortsæt til indhold
Indland

Niveauet falder hos de svage, nye studerende – de bedste bliver bedre

På en række uddannelser kan nye studerende for lidt, når de begynder, viser en analyse.

På flere uddannelser halter det både med matematik, engelsk og det skriftlige niveau hos mange studerende, når de begynder. Samtidig er det faglige niveau faldet hos de svageste, mens det stiger blandt de dygtigste. Det viser en analyse fra Uddannelsesministeriet, der har fået svar fra 686 undervisere på 11 udvalgte uddannelser.

Hvis du beder de studerende om at dividere en kvart op i en halv, er de simpelthen på den. De elementære regnefærdigheder er virkelig en udfordring for mange.
Niels Egelund, formand for rektorerne på erhvervsakademierne

F.eks. svarer halvdelen af underviserne på uddannelsen til finansøkonom, at mere end hver anden studerende ikke har et tilstrækkeligt indgangsniveau i faget matematik. På samme uddannelse svarer 64 pct. af underviserne, at det faglige niveau er faldet blandt de svageste nye studerende. På tysk ser 76 pct. af underviserne udviklingen hos de svageste sådan.

Niels Egelund, formand for rektorerne på erhvervsakademierne, der uddanner finansøkonomer, bekræfter analysens resultater:

»Du vil blive overrasket. Hvis du beder de studerende om at dividere en kvart op i en halv, er de simpelthen på den. De elementære regnefærdigheder er virkelig en udfordring for mange.«

Analysen bekymrer Mariane Dissing, adm. direktør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

»Det er aldrig godt, hvis indgangsniveauet er for dårligt. Det er en bekymrende udvikling, og den vil vi tage op med uddannelsesinstitutionerne,« siger hun.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at analysens resultater er en konsekvens af, at en for høj andel af de unge begynder i gymnasiet samt af en pædagogik med megen projektarbejde, der tilgodeser de dygtigste elever.

»Der sker en polarisering med nogle meget dygtige unge, der kommer ind og klarer sig fremragende. Men så er der også en betragtelig stor del af fagligt svagere studerende, der ligger på et utilfredsstillende niveau. Det er et problem,« siger ministeren. Hun ønsker fokus på mere faglighed i især skriftlig dansk og matematik i gymnasiet.