De gik for langt: Derfor blev de smidt ud af Nye Borgerlige
Nye Borgerlige har siden sin stiftelse i 2015 ekskluderet flere medlemmer.
Siden Nye Borgerlige blev stiftet i 2015, har partiet flere gange ekskluderet medlemmer og byrådskandidater, fordi de ifølge partitoppen gik over stregen.
Blandt andre gjaldt det i februar 2017 Chang Claus Lembirk, som blev ekskluderet, efter at han i en kommentar på Facebook forsvarede de fire skoledrenge fra Ry, der stod bag et brandattentat mod deres klassekammerat, en 16-årig dreng med afghansk baggrund.
»Deres handlinger er i juridisk forstand ulovlige, men moralsk er det et andet spørgsmål. Havde det nu været voksne mennesker, som tævede en indvandrerbande, ville de blive hædret for deres indsats,« skrev Chang Claus Lembirk ifølge B.T. i en Facebook-gruppe kaldet Støttegruppe for de 4 danske drenge fra Ry.
Der kan være en udfordring med at tiltrække medlemmer, som har nogle meget indvandringskritiske holdninger.Rune Stubager, valgforsker og professor ved Aarhus Universitet
Politisk næstformand og kandidat for Nye Borgerlige Peter Seier Christensen forklarede dengang, at det ikke var foreneligt med partiets politik.
»Vi har besluttet at ekskludere ham. Det giver sig selv. Et brandattentat udført på en klassekammerat kan ikke på nogen måde forsvares,« sagde han til B.T.
I efteråret 2017 – forud for kommunalvalget – ekskluderede Nye Borgerlige eksempelvis også to kandidater, mens en tredje valgte at gå selv.
Sterilisation
Lars Kiil, der var opstillet til kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune samt til regionsrådet i Region Hovedstaden, blev ekskluderet fra Nye Borgerlige, efter at han i en kampagnemail bl.a. sammenlignede muslimer med kræftsvulster og rettede trusler mod Venstres tidligere formand og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og tidligere statsminister Poul Schlüter ifølge Information.
»Lars Kiils opstilling er en fejl. Jeg kunne ikke engang læse mailen til ende: antisemitisme, holocaustbenægtelse og racisme. Sådan en mand kan vi selvfølgelig ikke have på listen for Nye Borgerlige,« sagde Peter Seier Christensen til Information.
På samme vis blev partiets spidskandidat i Frederikssund til kommunalvalget, Morten Johan Lintrup, smidt ud af partiet, efter at han bifaldt sterilisation af muslimske rohingya-flygtninge i Bangladesh.
Og Johnny Boalth Lambertsen, der var en af partiets kandidater til kommunalbestyrelsen i Esbjerg, meldte sig selv ud af Nye Borgerlige efter afsløringer af, at han havde opfordret til etnisk udrensning.
Dansk Folkeparti, der ligesom Nye Borgerlige profilerer sig på en stram indvandringspolitik, er kendt for at have ekskluderet medlemmer i større grad end Folketingets andre partier, påpeger valgforsker ved Aarhus Universitet, Rune Stubager.
»For partier, der har en indvandringskritisk vinkel, kan der være en udfordring med, at de tiltrækker medlemmer, som har nogle meget indvandringskritiske holdninger,« siger han.
Selvfølgelig har »alle nye partier en indkøringsfase, hvor de lige skal finde ud af, hvordan det fungerer«, siger forskeren. Men ifølge ham er det ikke et kendetegn for nye partier, at de skal ekskludere »landsbytosser« i begyndelsen.
»Nej. Du kan tænke på Alternativet. Jeg har ikke hørt om eksklusionssager hos dem. Jeg tror heller ikke, der var større eksklusionsudfordringer i forbindelse med dannelsen af Ny Alliance, som blev til Liberal Alliance. Så det er der ikke nogen naturnødvendighed i for nye partier,« siger Rune Stubager.