Fortsæt til indhold
Indland

Samtlige præster i jysk kirke nægter at vie fraskilte par

Formanden for menighedsrådet ved Kristkirken i Kolding bakker op om de tre præsters holdning.

Ingen af de tre præster, der er ansat ved Kristkirken i Kolding, vil vie fraskilte, skriver Jydskevestkysten.

Dermed måtte ægteparret Leon og Charlotte Burke søge andetsteds hen, da de sidste år ønskede at blive gift.

Efter den første samtale med en af præsterne i Kristkirken, hvis sogn parret oprindeligt hørte under, fik de nemlig beskeden, at de altså ikke kunne blive viet i kirken, idet den ene af parterne var fraskilt.

»Vi følte, at præsten var fordømmende, og at vi ikke var velkomne. Jeg tænkte, at det ikke var særlig kristent at have den holdning,« forklarer Leon Burke til Jydskevestkysten.

Parret valgte derfor at henvende sig til Seest Kirke, hvor præsten ikke havde noget problem med at stå bag vielsen af dem.

Arne Sørensen, der er formand for menighedsrådet for Kristkirkens sogn, bekræfter over for TV 2, at ingen af kirkens præster vil vie fraskilte.

»Det er korrekt. Det hænger sammen med, at de synes, det er vanskeligt at se bort fra bibelen,« forklarer han til mediet.

Formanden påpeger, at man fra menighedsrådets side bakker op om de tre præsters holdning.

Indtil 2011 havde Kristkirken i Kolding faktisk én præst ansat, som gerne ville vie fraskilte.

En ny præst blev imidlertid ansat dét år, og pågældende ville ligesom de to øvrige præster ikke vie folk, hvor en eller begge parter tidligere har været gift.

Det er helt op til de enkelte menighedsråd rundt om i landet at bestemme, hvilke præster de ønsker at have ansat - herunder hvilke holdninger, de gerne vil have repræsenteret.

Gennem de senere år har det gentagne gange været debatteret, at nogle præster ikke vil vie personer af samme køn.

Da Folkekirken i 2012 indførte et vielsesritual for homoseksuelle skete det med et løfte om, at de enkelte præster selv måtte bestemme, om de ville benytte sig af det.

En rundspørge, som TV 2 gennemførte i december sidste år, viste, at knap en femtedel af landets i alt 2.500 præster på daværende tidspunkt ikke ønskede at vie personer af samme køn.