Fortsæt til indhold
Indland

Prognoser: Voldsom kulde på vej mod Danmark

Kalenderen viser snart forår, men det er ikke varmere vejr, som er i vente. Næste weekend bliver virkelig kold.

Selvom vinteren ifølge kalenderen går på hæld, så har vi muligvis ikke oplevet vinterens værste kulde endnu.

Ifølge nye prognoser fra TV2-vejret kan vi nemlig snart opleve det »voldsomste kuldefrembrud i 31 år« over Danmark.

Kulden starter så småt i næste uge, når vinden vil komme fra øst, hvilket vil bringe betragteligt mere kulde i retning af Danmark.

Dagtemperaturen vil ligge omkring frysepunktet - lidt over i den vestlige del af landet og lidt under i den østlige del. Temperaturen i nattetimerne vil dale til mellem fem og otte graders frost.

I næste weekend vil kulden - ifølge prognoserne - kulminere. Prognoserne tager udgangspunkt i luftmassens temperatur, som måles i 1500 meters højde, og ifølge disse vil temperaturen over Danmark falde til mellem 20 og 21 minusgrader, hvilket ifølge TV2-vejret vil være et af de koldeste kuldefrembrud i mange år.

Knapt så slemt bliver det dog ved landjorden, hvor temperaturerne vil ligge på mellem fire og syv minusgrader i dagtimerne. Om natten vil temperaturen – såfremt prognoserne holder – komme under minus 10 grader. Kulden, kombineret med frisk vind fra øst, betyder, at det vil føles bidende koldt udenfor.

Hvis kulden over Danmark i næste weekend kommer under 21 minusgrader, vil det være det kraftigste kuldefrembrud siden d. 4. januar 1987, hvor man i 1500 meters højde målte minus 25 grader.