Her bestemmer borgerne selv, hvad deres skattekroner bruges på

Instrumenterne i musiklokalet på Espe Skole er trukket ud til siden, og i stedet er der gjort plads til tre lange bænke, et halvt hundrede stole og en grøn tavle.

»55.414,96 kroner,« står der skrevet med kridt.

Pladsen begynder at være trang, da klokken nærmer sig to. Alle indbyggerne på egnen er inviteret, og et godt stykke over 100 er dukket op. I fællesskab skal de på demokratisk vis fordele de midler, som Faaborg-Midtfyn Kommune har givet dem råderet over.

De såkaldte borgerbudgetter har de seneste år spredt sig til flere og flere kommuner herhjemme, og faktisk har mere end hver syvende kommune nu, med varierende succes, afprøvet metoden.

»Der er helt sikkert nogle af jer, som ikke kender til konceptet, så vi må hellere forklare, hvad det går ud på,« indleder den 44-årige Tina Ellegaard på Espe Skole.

Hun er medlem af den lokale styregruppe, og bag hende hænger seks neongule sedler med forslag, som borgerne har sendt ind. Hver seddel har en titel skrevet med rødt og en by med sort.

»Balancebane. Espe,« står der eksempelvis på en.

Reglerne fastlægges undervejs, forklarer hun, og det første, der er til debat, er, hvor lang tid præsentationen af idéerne skal tage.

»Ti eller fem minutter,« spørger Tyge Mortensen, der har overtaget styringen.

»Fem minutter,« råber salen enstemmigt, inden en enkelt til stor morskab foreslår 30 sekunder.

Første gruppe kommer fra landsbyen Krarup, og en halv time senere rejser den 43-årige Holger Lagerfeldt fra Vantinge sig som den sidste op. Han vil etablere et e-sportscenter i byens forsamlingshus.

»Vi har masser af fodboldbaner og legepladser, men intet sted for de unge på egnen, der dyrker e-sport. Det er fremtiden,« lyder det.

Forsamlingen klapper, og så bliver det alvor. Hvem skal have de kommunale kroner?

Borgerne skal bestemme

Siden strukturreformen i 2007 har politikere landet over diskuteret, hvordan kommunens indbyggere bedst sikres indflydelse. I storkommunerne kan alle lokalsamfund ikke længere have deres egen repræsentant, og det har gjort vejen fra borger til byråd større.

Mange kommuner har f.eks. eksperimenteret med nye typer borgerhøringer og nedsat lokalråd, ligesom regeringen næste år vil fremsætte et lovforslag, der skal gøre det lettere at afholde bindende folkeafstemninger om kommunale anliggender.

Politikerne er ikke altid de bedste til at bestemme, hvad borgerne mangler, og det fik i 2012 Kolding til at afprøve såkaldte borgerbudgetter, som den første kommune herhjemme.

Fem år senere har metoden fundet vej til yderligere 12 kommuner, som har gjort deres indbyggere ansvarlige for brugen af en del af skattekronerne.

»I de store, sammenlagte kommuner har man som politiker simpelthen ikke den samme fingerspidsfornemmelse for, hvad der rør sig, og det er vi nødt til at se, om vi kan få på anden vis,« siger borgmester Leon Sebbelin (R) fra Rebild Kommune.

Her har man de seneste tre år afprøvet mindre borgerstyrede budgetter som led i en strategi for at blive den sundeste kommune i Nordjylland. I oktober bestemte byrådet sig for at gøre ordningen permanent.

»Grundlæggende har der været en enighed om, at borgerbudgetterne var positive, fordi kommunen fik meget for pengene, og borgerne samtidig har været glade for det,« siger Leon Sebbelin.

Borgerne kan ikke bestemme alt

Rebild bruger i dag 200.000 kr. om året på borgerbudgetter, mens det i Faaborg-Midtfyn drejer sig om en halv million kroner. Samme beløb er afsat næste år.

»Jeg kunne godt tænke mig at udvide de rammer. Det var i hvert fald en del af min vision, at vi kunne identificere andre poster og puljer i de kommunale budgetter, som vi med fordel kunne lade lokalsamfundene selv disponere over i stedet for politikerne,« siger borgmester Christian Thygesen (V) fra Faaborg-Midtfyn.

Han mener ikke, at kommunerne, som i gamle dage, kan have én samlende identitet. Her er selvbestemmelsen igennem borgerbudgetterne en mulighed for, at hver enkelt egn kan dyrke deres »potentialer og unikke identitet«.

Samtidig understreger han dog, at ikke alt egner sig til at bliver bestemt direkte af borgerne.

»Det er jo derfor, vi har en kommunalbestyrelse,« lyder det.

Også i Hedensted og Aarhus fortæller borgmestre og rådmænd om overvejende succes, og i flere kommuner vokser borgerbudgetterne i størrelse. Odense har f.eks. valgt at fordoble beløbet næste år.

Andre steder har borgerbudgetterne ikke bidt sig fast.

De seneste til at forsøge sig er Gladsaxe Kommune. Her skulle indbyggerne omkring et omlagt naturområde i lørdags bestemme, hvordan 125.000 kr. skulle fordeles blandt otte indkomne projekter. I alt var der dukket 31 stemmeberettigede op.

»Man kunne godt have ønsket sig, at der kom flere, for interessen har været stor. Men umiddelbart er jeg positiv, selv om vi nok skal vælge et mindre område, hvis vi skal lave det igen,« siger formanden for det politiske udvalg, der havde fostret idéen, Trine Henriksen (Ø).

Endnu har Gladsaxe ingen nye tiltag med borgerbudgetter på vej, og først skal der da også evalueres på lørdagens arrangement.

I både Holstebro og Guldborgsund valgte man at stoppe med borgerbudgetter efter et enkelt forsøg.

For to år siden skulle de ældre i Guldborgsund fordele 600.000 kr. til projekter, som kunne bekæmpe ensomhed. Men det var ikke nogen succes, fortæller formanden for Ældrerådet i kommunen, Doris Hartmeyer, der fulgte med igennem hele forløbet.

»Jeg syntes helt bestemt, at pengene kunne være brugt bedre et andet sted. Det fungerede ikke helt, som man havde håbet,« siger Doris Hartmeyer.

Store, skotske armbevægelser

Selv efter fem år er borgerbudgetter stadig en relativt lille ting herhjemme.

Idéen blev udviklet i Brasilien, men det seneste årti har den langsomt spredt sig til Europa. I Paris bidrog 67.000 borgere f.eks. til fordelingen af næsten en halv milliard kroner i 2015 – sidste år steg beløbet til 750 mio. kr., og 158.000 afgav deres stemme.

Portugal har også annonceret det første nationale borgerbudget, ligesom Skotland håber at få regionens kommuner til at lægge 1 pct. af budgettet ud til borgerne.

»I Skotland har de nu en strategi, for at borgerbudgetter ikke kun skal ses som bevillinger til lokalsamfundet, men også bruges til at tilpasse de offentlige ydelser, så de passer til det, borgerne efterspørger,« siger Jez Hall, der har arbejdet med borgerbudgetter på Lancaster University og i dag driver rådgivningsvirksomheden Shared Future.

Har beløbets størrelse en betydning for, hvor godt borgerbudgetter vil fungere?

»Små beløb virker fint, hvis målet udelukkende er at mobilisere folk omkring små eller hyperlokale idéer. Særligt folk, der ikke normalt deltager aktivt i lokalsamfundet, kan mobiliseres med selv mindre beløb,« siger Jez Hall.

Han understreger dog, at »symbolske« borgerbudgetter ikke fungere, ligesom det er helt afgørende, at det ikke kun kører et enkelt år. Som regel, fortæller han, skal det have været i gang mindst tre år, før borgerne forstår, hvordan det fungerer.

Send flere penge til næste år

I musiklokalet på Espe Skole mangler de fremmødte kun at debattere, hvordan pengene skal fordeles.

»Jeg foreslår, at vi snakker os frem til en fordelingsnøgle, så alle får en vis procent. Et kompromis, som alle kan leve med,« siger et af de fremmødte børn.

Flere stiller spørgsmål ved, om forslaget vil betyde, at ingen rigtig får penge nok til at realisere deres idéer. Derfor foreslår en af tilhørerne, René Petersen, at projekterne bliver støttet proportionelt med andelen af stemmer, de får. Men det rejser så en bekymring for, at de store landsbyer kan trumfe de små.

I midten springe Tyge Mortensen fra styregruppen rundt. Han forsøger at fordele ordet og opsummere, så hele forsamlingen kan holde styr på forslag og argumenter.

Ordet flyver fra den ene side af lokalet til den anden, fra Krarup til Vantinge, og fra gammel til ung. Langsomt tegner der sig et billede af to modeller; de 55.414,96 kr. skal enten deles ligeligt i fire eller satses på et enkelt projekt.

Der er kampvalg.

»Otte, ni, ti ... Elleve stemmer for, at alt satses på et projekt. Og hvem stemmer så for at puljen splittes i fire?«

Hænderne ryger i vejret, og så breder klapsalven sig.

Folk er tilfredse, og kort efter går snakken over en kop kaffe og et stykke brunsviger.

Egentlig var der kun købt ind til 100, men det lader til at folk formår at få det fordelt ligeligt.