Det digitale demokrati ændrer politikernes rolle

Men digitaliseringens betydning for demokratiet rækker ud over den intense kamp mellem kommunale kandidater. Bare siden sidste kommunalvalg har de digitale og sociale mediers indtog i vores demokrati skabt store og synlige ændringer. Digitaliseringen giver nemlig nogle nye redskaber til at inddrage borgerne mere direkte og løbende i det kommunale demokrati – og det medfører blandt andet, at politikere og embedsmænd får nye roller. Nye roller som paradoksalt nok er mindre visionære, målstyrede og resultatorienterede. Faktisk kan det direkte, digitale demokrati også ses som en potentiel udfordring mod det klassiske, repræsentative demokrati.

Lad os prøve at kigge på, hvordan digitaliseringen er kommet til udtryk i en praktisk virkelighed i to kommuner: Aalborg og Kolding.

I Aalborg ønskede de nyvalgte politikere for fire år siden en samlet vision for fremtidens skole. Og den politiske og administrative ledelse af skoleforvaltningen besluttede, at den skulle udvikles ved en direkte inddragelse af borgerne via Facebook.

Det blev et hårdt og løbende benarbejde at forberede forløbet og at få borgerne til at deltage. Blot fordi debatten var flyttet ud i fuld offentlighed på de sociale medier, betød det ikke automatisk stor, bred og demokratisk deltagelse blandt indbyggerne i kommunen. Det krævede tværtimod masser af markedsføring på Facebook, der var særlige onlinesessioner med mulighed for at stille spørgsmål til rådmanden for skole og kultur og andre digitale arrangementer. Der blev også holdt fysiske møder med elever, lærere, forældre og andre interessenter, hvor man opfordrede dem til at deltage, stille spørgsmål og dele deres visioner digitalt. Det hele blev sat i gang med koordinerede flashmobs, hvor kommunens skoleelever pludseligt samledes forskellige steder i Aalborg og gjorde opmærksom på projektet. Og efter et halvt år med digitale debatter blev forløbet rundet af med en stor visionsdag i Gigantium i Aalborg.

Derudover var det ikke mindst et stort og kompliceret arbejde at skabe overblik og analysere det kæmpe datamateriale, de mange digitale dialoger endte med at udgøre. Men det lykkedes at skabe et virtuelt fællesrum, hvor man indfangede værdier og meninger hos borgerne, som ikke er lette at opfange på anden måde. Og da slet ikke i en kommunal valgkamp hvert fjerde år. De sociale medier havde faktisk vist sig at være moderne, digitale forsamlingshuse.

Kolding Kommune har de seneste fire-fem år ligeledes arbejdet med en mere direkte inddragelse af borgerne. Her har man vedtaget en overordnet vision og udviklet nogle styringsredskaber til at arbejde i samspil med borgere, virksomheder og institutioner. Styringsredskaberne er hentet fra den innovative produktudvikling, og ud over at skulle skabe en iterativ proces og en åben dialog mellem kommune og borgere skal redskaberne også understøtte en hurtigere, mere agil og eksplorativ vej fra idéer og behov til løsninger. Konkret er principperne blevet brugt i Kolding Kommune til at udvikle så forskellige ting som særlige, skridsikre sokker til kørestolsbrugere og en ny proces for sygedagpenge. Det første i samarbejde med en lokal strømpeproducent og kommunens ældre borgere, det andet i samarbejde med jobcentre og modtagere af dagpenge.

Digitaliseringen af demokratiet giver de kommunale politikere og embedsmænd i Aalborg og Kolding andre roller. I deres politiske og administrative arbejde møder de i højere grad krav om at kunne igangsætte og facilitere borgerinddragelsen, understøtte møder med mennesker og designe processer for relevante interessenter. Mens det i mindre grad handler om at have klare mål og visioner på forhånd og levere færdige løsninger og resultater. Vi efterspørger visioner hos vore politikere og vil se resultater. Men paradoksalt nok har det direkte, digitale demokrati faktisk snarere betydet, at det er andre kompetencer, som bliver centrale. Hvis man vel at mærke vil udnytte den kortere vej til dialog og muligheden for løbende at inddrage borgerne ud over den ene gang hver fjerde år, som det repræsentative demokrati foreskriver.

I Aalborg og Kolding kan man altså se konkrete eksempler på digitaliseringens positive konsekvenser for demokratiet, fordi muligheden for dialog mellem borgere og politikere er blevet kortere, lettere og meget mere direkte.

Men digitaliseringens indbyggede hastighed og forandringslabile dynamik udgør også en både praktisk og principiel udfordring mod det regelbaserede hierarki, som det repræsentative demokrati er bygget på, og mod det grundige bureaukrati, som det kræver.

Udfordringen i f.eks. Aalborg Kommune har efterfølgende været at bygge videre på visionen for fremtidens skole, så de gode intentioner ikke bliver endnu en af de mange rammer, planer og mål, som findes i kommunen, og som er en indbygget del af både det kommunale demokrati og bureaukrati. For så bliver det sympatiske forsøg på at udnytte de sociale mediers direkte dialog blot dokumentation og rygdækning. De sociale medier giver et folkeligt, men også flygtigt mandat, som kræver konstant fornyelse og hastig handling for at bevare legitimiteten.

Heri er et paradoks i digitaliseringen af demokratiet. For den sympatiske borgerinddragelse og det repræsentative demokrati tager tid. Udviklingen af først en vision, dernæst en operationalisering af visionen og til slut implementeringen og de konkrete resultater er en langsommelig proces, som nogle gange risikerer at være for langsom i en hastigt foranderlig verden og derfor måske blot bliver ved med at være en vision. Visionen for fremtidens skole i Aalborg er blevet til, men vil og kan den også blive implementeret – og blive det hurtigt nok? Og betyder den agile og ikkemålstyrede proces for borgerinddragelsen i Kolding Kommune, at politikere ikke længere hverken kan, skal eller måske bør forsøge at sætte retningen og visionerne for vores nære fællesskaber og anvise løsninger, når de snarere skal være en slags dygtige projektledere for borgerne og facilitere det daglige, direkte, digitale demokrati?

Kan det langsomme, kommunale demokrati med faste, fireårige perioder og den indbyggede forudsætning, at vi netop vælger vores politikerne til at repræsentere os i dette demokrati, overhovedet fungere hurtigt og agilt nok til at håndtere det digitale netværks direkte demokrati?

Det er den paradoksale virkelighed, de nyvalgte politikere står i efter den 21. november, når alle landets kommuner har fået deres nye byråd. En digital virkelighed, der påvirker både virksomheder, demokrati og samfundsprocesser.

Aalborg og Kolding Kommune er to af i alt tolv casehistorier, som udgør de første sammenhængende studier af forskellige danske virksomheder og institutioners konkrete erfaringer og udfordringer med den digitale transformation. Studierne er dokumenteret i bogen ”Digitaliseringens paradokser”, som er udkommet i efteråret.