Fortsæt til indhold
Indland

18-årig i alvorlig havneulykke: Lå bevidstløs i vandet i flere minutter

Onsdag afgik den unge mand ved døden som følge af ulykken.

En 18-årig dreng fra Lemvig er omkommet, efter han ville springe ind på havnekajen i Thyborøn fra et skib, skriver TV Midtvest.

Her slog teenageren angiveligt hovedet ind i en betonkant, hvorefter han faldt i vandet.

Først efter flere minutter opdagede de andre på skibet, at den 18-årige lå bevidstløs mellem kajen og fartøjet.

Han blev reddet op og modtog livreddende førstehjælp, før han blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Ulykken skete mandag, og onsdag afgik den unge mand ved døden.

Søfartsstyrelsen er i gang med at undersøge, hvordan ulykken kunne ske, samt om der er sket overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.