Amerikansk afslag kan koste Norwegian millioner
Det kan koste millioner for Norwegian, at de amerikanske transportmyndigheder har afslået ansøgningen fra det Irland-baserede datterselskab Norwegian Air International om en midlertidig flyvetilladelse.
Det skriver branchemediet Check-in.dk.
Med afslaget er Norwegian tvunget til enten at benytte fly med norsk driftstilladelse, som har en midlertidig dispensation til at flyve med ikke-EU/EØS personale, eller at indleje reservefly udefra.
Mens datterselskabet fik afslag på den midlertidige flyvetilladelse, så fortsætter behandlingen af en permanent ansøgning.
Afslaget på den midlertidig ansøgning kommer efter pres blandt andet fra store amerikanske flyselskaber og USA's største pilotforening, som mener, at det er unfair konkurrence at registrere et flyselskab i et tredjeland, for at komme uden om beskyttelse af ansatte og regeringskontrol. Det skriver branchemediet Standby.dk.
Norwegian kalder det ifølge Check-in falske anklager og er af den opfattelse, at det er en massiv lobbyisme over for de amerikanske myndigheder, der er medvirkende til at forhale beslutningen om at give det irske datterselskab en permanent flyvetilladelse.