Hvad er det for en ånd, der spøger i Novo Nordisk?
En kamp mellem det kommercielle og ideelle har i årevis eksisteret i Novo Nordisk, mener Hanne Sindbæk, der har brugt år på at definere den såkaldte Novo Nordisk-ånd. Nu forsøger hun og en historiker at sætte ord på den. Kultur og resultater kan ikke skilles ad, siger Novo Nordisk.
Kan man tjene penge – og tjene menneskeheden samtidig?
Det er et spørgsmål, der ifølge forfatter Hanne Sindbæk har hjemsøgt Novo Nordisk siden virksomhedens fødsel i 1923. Løftet fra grundlæggerne var klart: Insulin måtte ikke blive en kilde til personlig profit. Og kontrasten ligger i, at Novo Nordisk i dag er blandt verdens mest indbringende medicinalgiganter.
»Novo Nordisk rider i øjeblikket på en vild tyr og skal prøve at holde fast i, hvem de er, for ikke at tabe sig selv. Det kunne ske så let,« siger forfatter og journalist Hanne Sindbæk.
Succesen med vægttabsmidlerne Wegovy og Ozempic har sendt Novo Nordisks aktiekurs på himmelflugt. Men siden sidste sommer har aktiekursen været svingende. Det er en af grundene til, at bestyrelsen har valgt at udskifte topchef Lars Fruergaard Jørgensen.
Med otte år på posten skriver han sig ind i historien som en af syv topchefer, der har stået i spidsen for selskabet. Alle danske, alle mænd og alle med en lang historik i Novo Nordisk.
Nu står Novo Nordisk »et skrøbeligt sted« ved en skillevej, mener Hanne Sindbæk. Spørgsmålet er, om Novo Nordisk vil bryde med den årelange tradition og vælge en kommende topchef udefra.
Tanken om en ekstern eller amerikansk topchef har fået folk til at frygte for den såkaldte »Novo Nordisk-ånd«, der indeholder bestemte værdier. Novo Nordisk fastholder dog, at man vil holde fast i værdierne.
Selv 100 år efter stiftelsen taler man stadig om Novo Nordisk-ånden. Men hvad er den ånd for en størrelse? Hvad handler den om? Det er spørgsmål, de to forfattere Hanne Sindbæk og Kurt Jacobsen har brugt lang tid på at tænke over.
»Jeg har arbejdet med mange virksomheder med et behageligt arbejdsklima. Men i Novo Nordisk mærkede jeg en særlig sfære, jeg ikke kunne definere. Det kunne de heller ikke selv,« siger Kurt Jacobsen om kulturen i Novo Nordisk.