Coop Danmark får OK som ny majoritetsejer: Kræn Østergaard Nielsen vil fratræde
Den pressede dagligvarekoncern Coop Danmark får en økonomisk redningsplan med energiselskabet OK som investor og ny, betydende medejer. Samtidig skal Coop Danmark have ny topchef.
Økonomien er så presset i dagligvarekoncernen Coop, at den nu får ny majoritetsejer, som skal sikre egenkapitalen og dermed fremtiden.
Energiselskabet OK - der som Coop er andelsejet - skyder penge ind mod at sætte sig på en bestemmende ejerandel af dagligvareselskabet med ca. 1.000 butikker.
På samme tid skal Coop Danmark snart have ny topchef.
Det har Finans fået bekræftet fra flere kilder tæt på processen. Parterne ventes inden for kort tid at offentliggøre aftalen og dens detaljer.
Coop Danmark har været gennem nogle år med hårdt pres på salget og indtjeningen. I 2022 kom Coop Danmark og de selvstændige brugsforeninger, som driver en del af butikkerne, ud med et driftsunderskud på ca. 1 mia. kr.
Coop lancerede for et år siden en ny strategiplan med forenkling, der betyder bl.a. færre kæder. Og desuden blev der i fjor både solgt ejendomme samt sikret en ny finaniseringsaftale med banker.
Coop kommer først senere i april med regnskab for 2023. Finans har oplysninger om, at driftstabet vil nærme sig samme niveau som året før.
Dagligvarekoncernen har siden efteråret været på jagt efter en ny investor ifølge Finans’ oplysninger.
Det har nu ført til en aftale med OK, som allerede hænger tæt sammen med Coop, da både dagligvarekoncernen og selvstændige brugsforeninger er andelshavere i den velpolstrede energikoncern.
OK havde i 2023 en egenkapital på 5,4 mia. kr.
Planen er, at Coops Amba, som er dagligvareselskabet moderselskab, samt OK skyder samlet 2 mia. ind i ny kapital i Coop Danmark.
Coop Danmarks topchef, Kræn Østergaard Nielsen, har stået i spidsen for arbejdet med at finde en ny investor.
På samme tid er meldingen, at han ønsker at fratræde, når OK-aftalen er på plads og landet.
Aftalen med den nye investor og medejer skal om en uge godkendes af Coops landsråd, der er den medlemsejede koncerns højeste myndighed. Den betyder ifølge kilder, at OK får en bestemmende indflydelse i Coop Danmark med ca. 67 pct. og flest repræsentanter i bestyrelsen for dagligvareselskabet. Aftalen skal også godkendes af konkurrencemyndighederne.
Parterne hos Coop og OK ønsker ikke over for Finans at kommentere oplysningerne.
Skiftet i ejerskabet for Coop Danmark kommer samtidig med, at der er lagt op til andre forandringer i den store koncern. Og desuden er der om en uge skifte i toppen, når Pernille Skipper afløser den nuværende formand Lasse Bolander for bordenden i andelskoncernen, der får en helt ny rolle i dagligvareselskabet.