Fortsæt til indhold
Indland

Hjerneflugt fra Udkantsdanmark

Trods 50.000 flere højtuddannede siden 2007 har en række kommuner ikke fået flere højtudannede borgere.

Der er i dag 53.481 flere højtuddannede i Danmark end i 2007.

Men en række kommuner i Vandkantsdanmark har ikke fået flere borgere med en lang uddannelse. Næsten alle de ekstra højtuddannede bor i storbyerne og især i Storkøbenhavn. Det skriver Ugebrevet A4.

København, Aalborg og Aarhus har fået over 30 pct. flere med en lang videregående- eller forskeruddannelse siden 2007. Men 12 kommuner i udkantsområderne har ikke fået en eneste ekstra højtuddannet. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Ugebrevet A4 har analyseret.

Braindrain fra landet

Tendensen er, at unge fra udkantsområderne flytter til storbyerne for at tage en uddannelse. Men mange vender aldrig tilbage.

"Der er en braindrain fra landet. Det gør det endnu sværere for yderområder at tiltrække arbejdskraft, for de veluddannede unge er flyttet til byerne," siger Anders Hedetoft, konsulent og forsker ved Center for Regional Turismeforskning til Ugebrevet A4.

Kommuner lokker

En del unge drømmer dog om at vende tilbage til Vandkantsdanmark, hvor bedsteforældre i nærheden, naturen og billigere boliger lokker. Men begrænsede jobmuligheder og lange afstande til netværket og storbylivet skræmmer også mange.

En del udkantskommuner forsøger at lokke de unge i storbyerne tilbage.

Business Lolland-Falster har f.eks. Embassy of London-Falster i København, som blandt andet holder eksilaftener for at bevare de unges stolthed for Lolland-Falster. Ringkøbing-Skjern har oprettet et campus, hvor studerende kan bo i en periode, mens de løser tidsbegrænsede opgaver for lokale virksomheder. Og Thy og Mors har sat sig for at indtage Rådhuspladsen i København den 23. og 24. maj i år. Formålet er: "Når København ikke vil komme til os, så må vi jo komme til dem - så kan vi sammen vise dem, hvad det, som de kalder Udkantsdanmark, kan."

Bekymrer det dig, at de højtuddannede ikke vælger at bo i udkantskommunerne?

Hvilke fordele ser du ved hhv. storbyen og udkanten?

Hvordan kan man fastholde og tiltrække unge i vandkantsdanmark?