Opmuntrende, at Dansk PEN har genfundet interessen for forfatteres ytringsfrihed

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Drabet på Nedim Yasar har med god grund vakt mere end almindelig opsigt både herhjemme og i udlandet. Hvor vi efterhånden er blevet ganske hærdede, når det gælder skyderier og vold – så hærdede, at et skuddrab ikke længere vækker egentlig opstandelse, men snarere et opgivende skuldertræk – så er der jo noget symbolsk ved drabet.

Endnu er motivet ukendt, og man må tage forbehold for, at historien kan være en helt anden, men drabet ligner jo en reel likvidering af en mand, der har sagt for meget. Han blev dræbt lige efter at have forladt bogreceptionen i anledning af udgivelsen af bogen ”Rødder”, hans erindringer fortalt til journalisten Marie Louise Toksvig, og netop det faktum har naturligvis fået flere fra forlagsbranchen til tasterne. »For helvede, man må altså ikke dræbe forfattere!« skrev f.eks. en forlagsredaktør på Facebook, og Jakob Kvist, direktøren for People’s Press, som har udgivet bogen, har hæftet sig ved, at »det her er første gang i Danmarks historie, at en radiovært bliver dræbt«.

Opstandelsen er forståelig, for selv om der for de sørgende efterladte ikke er forskel, så er der i en samfundsmæssig henseende forskel på drab; at likvidere en mand for noget, han har skrevet eller sagt, er også et angreb på det frie ord. Derfor er det også rimeligt, at Dansk PEN har reageret, idet organisationen naturligvis tager forbehold for, at vi ikke kender motivet – vi har kun en begrundet formodning.

Men meldingen fra Dansk PEN er klar: »Det er farligt at være åbenmundet i visse kredse. Her er det politiet, der skal beskytte. Vores arbejde går på at insistere på den beskyttelse, og vi taler for, at man skal have lov til at sige det, man har på hjerte.« Det er afgørende. Hver gang nogen prøver at slå den frie debat på munden, bør vi som samfund reagere; retten til at tale frit er heldigvis vidt respekteret (og udnyttet) i Danmark, men når den nægtes visse grupper eller enkeltpersoner, bør vi stå bag dem – fuldt ud.

Der er grund til at glæde sig overordentligt over den udmelding fra Dansk PEN. Tidligere har man nemlig haft grund til at tvivle på, om Dansk PEN var mest optaget af det frie ord eller det modsatte: de pæne ord, de pæne meninger. Jakob Kvist har nemlig ret: »For mig at se er det her et overgreb på ytringsfriheden fuldkommen på linje med sagerne med Flemming Rose og Lars Hedegaard, som vi også har udgivet bøger med tidligere. For mig er der ingen forskel. Men det er folk, man som forlag også har en borgerpligt til at hjælpe, hvis det er deres ønske at udkomme.«

Det er ikke altid nemt for sådanne forfattere at finde forlag, og det forstår man godt, når man ser, hvad der er overgået Salman Rushdies udgivere eller danske Muhammed-tegnere. Her var jo i mange tilfælde Dansk PEN noget mere uklar i opbakningen og anlagde en æstetisk snarere end en juridisk eller etisk betragtning, hvorefter kun ytringer, der kunne betragtes som yndefulde, var værd at beskytte. Det fik flere til – i skuffelse over en organisation, der i den grad svigtede sit eget grundlag – at omdøbe foretagendet til ”Dansk PÆN”. Nu ser det ud til, at organisationen er tilbage på scenen som forsvarer af det frie ord, og det er godt, for ingen tvivl om, at det frie ord er under pres fra mange sider. Mordet på Nedim Yasar synes at være eksemplet på det, der ser ud til at skulle tjene som advarsel til andre, der har lyst til at fortælle. Dansk PEN og alle vi andre, der står udenfor, har pligt til at gøre alt, hvad vi kan, for, at den advarsel ikke vil virke efter hensigten.