Det offentlige styringssystem er planøkonomisk og udemokratisk

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Under Den Kolde Krig opstod konvergensteorien, der hævdede, at det socialistiske system og kapitalismen ville nærme sig hinanden og smelte sammen. Teorien blev skarpt afvist af Sovjetunionen. Begrebet blev glemt. Men hvordan gik det?

Markedsøkonomien kunne ikke fungere uden et samfund, der afbalancerede privat og offentligt. De nordiske velfærdssystemer var efterhånden blevet voldsomt omkostningstunge. Bureaukratiet i et land som Danmark voksede vildt, og stat, amter og kommuner havde overlappende funktioner. Det kostede dyrt.

I forsøget på at styre de stigende udgifter til den offentlige sektor blev man i Danmark inspireret af new public management-modellen, som var en idé om at styre det offentlige budget inspireret af markedsøkonomiske overvejelser. De enkelte ministerier og deres ressorter tilføres penge efter regler, der skulle være effektive og besparende samtidig.

Man havde en klippefast tro på, at hvis der kom en plan over udgifterne og effektiv styring af midler og arbejdskraft, så ville de voksende udgifter kunne holdes nede.

Men efterhånden viste det sig, at konvergensteorien på mange måder sejrede. I Sovjetunionen og i Østeuropa forsvandt systemet, men i Vesten bed plansystemet sig fast. Det hed nu new public management, men kaldte sig liberalistisk. Med planstyringen af det offentlige fulgte kravet om registrering, kontrol og dokumentation, og det blev hurtigt drevet ud i mindste detalje. Postbuddet skulle tidsdokumentere udbringningen af breve, plejepersonale registrere alle bevægelser, og rigoristiske arbejdsbeskrivelser blev det almindelige. På hospitalerne dokumenterede de forskellige personalegrupper det samme. Tidsforbruget på ikkeegentlige opgaver voksede, og systemet blev så bureaukratisk, at Folketinget for nylig nedsatte en afbureaukratiseringskommission!

Med tiden blev det egentlige arbejde forsømt. Det har givet sig absurde udslag. I dele af ungdomsuddannelserne gælder kravet om tidsmæssig dokumentation fordelt i procenter på hjemmearbejde og tilstedeværelse, men lønudbetalingerne følger et reelt system. Men der opretholdes i dag to systemer, hvoraf det ene system blot skal registre. Dobbeltadministration til intet fornuftigt formål.

Visse uddannelsesinstitutioner ser deres fordele i at få så mange ind i folden som muligt, idet hver elev eller kursist giver en ”indtægt” på 75.000 kr. om året. Det giver store fordele for lederklassen. Kommer en elev/kursist ind, er det en indtægt. Fremmøde, afleveringer mv. betyder mindre. Det er skolevirksomheder med tryk på virksomheder. Indtjening, men betalt af skatteyderne. En leder for en uddannelsesinstitution fik pålagt af bestyrelsen at få hjemmesiden til at fungere ordentligt. Det skete så i løbet af det kommende skoleår, og derfor fik lederen fuld resultatløn, men han fik det for et arbejde, som allerede skulle have været udført.

Vi har en universitetssektor, hvor fakulteterne får penge efter studenternes beståelseskvotienter. Men når universitetslærerne klager over faldende kundskaber og samtidig er tvunget til at give højere karakterer, er der noget, som ikke stemmer. Derfor passede det fint at indføre et nyt karaktersystem, der øjeblikkeligt hævede elevers og studerendes gennemsnit. Med 13-skalaens afskaffelse blev alle under uddannelse dygtigere. Fabelagtigt godt gået ...

På det seneste har Moderniseringsstyrelsen forsøgt at udnævne hver tiende offentligt ansatte til at være doven. Det blev lagt i skuffen, men ingen i Moderniseringsstyrelsen blev gjort ansvarlig for denne absurde politik. Befolkningen kan blot se på, at politiske og administrative topfolk beskytter hinanden.

Visse kritikere har derfor defineret new public management-systemet til at være en ”neoliberalistisk totalitarisme”. Til dato er der masser af empiri for udsagnet.

Ikke nok med at dette nmp-system er ineffektivt og giver falske resultater. Det ødelægger de ansattes respekt for systemerne. Især når man kan se, hvorledes djøficeringen fortsætter med ansættelse af et stort antal underledere og mellemledere samt hr-konsulenter og andet godtfolk. De almindelige ansatte mister arbejdsglæden. Mentalhygiejnen er styrtdykket i en længere årrække. Psykiaternes påpegning af stigende stress bekymrer reelt ikke i de øverste politiske cirkler.

Ligesom i sovjetsystemet skal man vare sig for kritik. I det offentlige arbejdsliv er der ikke megen ytringsfrihed. Den er afløst af diktater fra oven. Min nu pensionerede socialdemokratiske læge sagde: »»Offentlige ledere skal ikke have mere magt. De skal holdes mere i ørerne.«« Det lyder også helt gammeldags, for han har vel tænkt på borgernes ve og vel?

Der er desværre mange eksempler på knægtelse af ytringsfriheden. Lad mig tage to eksempler fra undervisningsverdenen: En underviser på et uddannelsescampus i Danmark fulgte op på undervisningsministerens kritik af campusbestyrelsens økonomistyring ved offentligt at udtale, at den burde fyres. Herefter blev han selv fyret – for reelt at have sagt det samme som ministeren. Ikke engang hans egen fagforening kom ham til hjælp. Juristerne der mente, at han var gået for langt. Men heldigvis greb ombudsmanden – borgernes sidste chance – ind og påtalte forløbet. Han blev genansat. I en anden sag blev en ældre underviser, der frivilligt var gået på halv tid, fyret officielt pga. arbejdsmangel. Men der var ikke mangel i hans fag. Han havde været en åbenmundet kritiker. Der kunne ombudsmanden ikke hjælpe. Men en politisk fyring var det. Det er eksempler som disse, der underminerer tilliden til folkestyret, for man er magtesløs over for bureaukratiet og dets selvstændiggjorte ledere, som politikerne har givet frit spil.

Vi ved i dag, at npm-systemet, som Moderniseringsstyrelsen er en del af, er stærkt omkostningsfordyrende, udemokratisk og underminerende for de ansattes tillid. Hvorfor i alverden opretholder man det så? Hvorfor har man efter de seneste mere end 10 års kritik ikke forsøgt sig med andre løsningsmodeller?

Skyldes det mon, at politikerne ved at uddelegere magt til diverse styrelser dermed også har fralagt sig det konkrete ansvar? Men styrelserne er hævet over offentlig kritik. De bestemmer selv. Vi er ude på den helt store glidebane.

Vi trænger til et helt nyt system uden planøkonomisk tankegang og ressourcespild, hvor ansvar reelt kan gøres gældende øverst oppe, nemlig hos politikerne, hvor de lokalt ansvarlige i dag er enevældige småfyrster, hvor kritik ingen virkning har, men derimod straffes. Når den almindelige borger føler ligegyldigheden hos de folkevalgte over styringssystemer, der er kontraproduktive og kun viser flotte resultater på Excel-arkene, så breder apatien sig.

Betegnelsen ”neoliberalistisk totalitarisme” synes berettiget. Det er hverken liberalt, konservativt, socialt eller demokratisk.

Kan vi fortsat leve med det?