En beretning fra udkanten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Regeringen har meddelt 3.900 ansatte, at de skal flytte fra københavnsområdet til en række provinsbyer, hvis de vil beholde deres arbejde. Jeg er selv en af dem, der skal flytte, og selv om det er barskt for langt de fleste at skulle vælge mellem familie og arbejde, anerkender jeg fuldstændig, at Danmark ikke kun skal administreres fra København. Danmark har som alle andre lande brug for grene af statens virksomhed uden for hovedstaden, så der kan sættes fokus på andre muligheder end dem, djøfferne på Slotsholmen kan få øje på.

Så langt så godt. Men de jublende lotterivinderes påstand om, at udflytningen af statsinstitutioner også styrker udkanterne, er en samfundsskadelig illusion. Udflytningerne lapper ikke det mindste på udkantssamfundenes helt dominerende problem: tabet af udvandrede, begavede unge, det relative tab af infrastrukturel konkurrenceevne og det relative tab i konkurrencen om offentlige ydelser.

Mens uddannelsesbyerne buldrer derudad for bl.a. udkantsamfundenes statsskat, må de små samfund igen se sig lagt nederst i bunken. Det værste er tabet af begavede unge, der skal have en uddannelse langt borte, efter at udkantskommunen har betalt for de børnehaver og skoler, hvor de lærte det, de skal kunne for at få en statsbetalt gymnasial eller professionsuddannelse i en uddannelsesby langt borte. Det er også slemt for en udkantskommune at bevidne, hvordan staten sørger for, at udkanterne for bl.a. deres egne statsskattebetalinger sakker agterud med it-dækning, uddannelsesmuligheder, lægedækning, sygehuse, veje, offentlig transport og adgang til kulturelle tilbud.

De relative tab eller konkurrenceforvridningen af statslige ydelser motiverer derfor mere end nogensinde udkanternes skatteydere til at flytte derhen, hvor de får noget for statsskatten, og hvor de ikke bliver til grin for deres egne betalinger af statsskat. Mange steder er konsekvensen, at helårshuse bliver usælgelige, forfalder og fører til trøstesløse landsbyer, der ikke kan opvejes af nærheden til naturskønne områder. Mange opfatter det som et uundgåeligt resultat af urbaniseringen, men sandheden er, at denne uheldige udvikling også er et direkte resultat af, at udkantssamfundene ikke får nær så meget som de større byer for den statsskat, som alle skal betale. Urbaniseringen er ingen naturlov, men et resultat af både ubevidst valgte og politisk valgte økonomiske virkemidler. Folk vil være der, hvor de får flest behov dækket for både egne og andres penge.

Derfor er det endnu en stor uretfærdighed overfor udkanterne, at de uddannelsesbyer, der især gør livet så svært for udkanterne, nu igen skal forgyldes med statsansattes kommuneskat, uden at de pågældende byer har så meget som løftet en finger for at modtage disse meget betydelige indtægter. Dertil kommer uddannelsesbyerne ufortjente profit af de studerende som billig, kompetent og motiveret arbejdskraft foruden kommuneskatten af de studerendes statsbetalte SU. Disse forhold er ikke alene dybt uretfærdige overfor udkanterne, men skaber også en forståelig bitterhed – en følelse af at være udsat for bevidst dårlig behandling. Var det i skolen, ville man kalde det mobning.

En mere retfærdig løsning ville være, at værdien af statsansattes kommuneskat fremover tilbageholdes af staten, der derefter fordeler den til alle landets kommuner. Mest til dem, der får mindst for statsskatten.

Jeg vil gerne illustrere situationens urimeligheder med eksempler fra min hjemegn, Læsø, Danmarks mindste kommune med nu kun 1.800 indbyggere, i min barndom dobbelt så mange. Læsøboerne har landets længste rejsetider til både hovedstaden og det nærmeste fastland. Hver af disse 1.800 skatteydere bidrager efter kommunens beregning med et betydeligt årligt beløb til mere velstillede kommuner (de kommunale udligningsordninger iberegnet). Det skyldes bl.a., at Læsø både har en betydelig fiskeeksport til udlandet og samtidig er en turist- og sommerhuskommune, hvor alt skal dimensioneres til en betydelig, kortvarig spidsbelastning om sommeren, hvor især nordmænd, svenskere og tyskere til gavn for betalingsbalancen veksler udenlandsk valuta til danske kroner.

De 1.800 indbyggere skal som alle andre betale kommunens udgifter til infrastruktur (børnehave, skole, plejehjem, veje, vand, kloakker, havne og færger), men ikke kun til indbyggerne selv, også til de gennemsnitligt 12.000 turister og sommerhusejere, der opholder sig på øen i juli-august. Turisterne skal også med færgen, have veje at køre på, vand i hanerne, kloakker, rensningsanlæg, tømt skraldespande, have genbrugspladser, havne at anløbe og delvist kommunalt betalte læger at gå til (en weekendvikar kan ikke lokkes til for mindre end 25.000 kr., nogle gange 80.000 kr. for en vagt). Blot for at nævne noget.

Men uden turismen ville Læsø langsomt dø som levende samfund, og landet ville miste både store eksport- og valutaindtægter (i størrelsesordenen 300-400 mio. kr. årligt) og et dejligt sted at holde ferie. Uden turisterne ville håndværkerne forsvinde, og butikkerne, campingpladserne, saltsyderiet, kurbadet, kunsthallen, biografen, vandrerhjemmet og hotellerne ville lukke. De fleste kulturtilbud ville forsvinde. Havnene ville forfalde. Færgerne ville sejle sjældent, og mange arbejdspladser på færgerne ville forsvinde. Osv. osv. Men uanset turismens nødvendighed er det hamrende dyrt, ja næsten uoverkommeligt for kommunen at skabe den nødvendige infrastruktur til så mange sommergæster, der ikke betaler kommuneskat på Læsø, men alle mulige andre steder. Medmindre skattereglerne laves om, har Læsø Kommune som så mange andre turist- og udkantssamfund valget mellem at dø af manglende råd til de nødvendige infrastrukturelle, sociale og kulturelle tilbud til både erhvervsdrivende, børn, pensionister og turister, som mindre turistbelastede kommuner har råd til. Eller Læsø Kommune kan vælge kun at betale, hvad beboerne selv skal have som minimumsydelser, og dermed at dø af stagnation, fraflytning og mismod.

Således udgøres kun ca. 15 pct. af kommunens indtægter af ejendomsskatter, hvoraf de fastboende og sommerhusejerne betaler det hele, mens staten, der ejer ca. en tredjedel af øens areal, ikke bidrager med en klink i ejendomsskat og kun med kommuneskat af alt i alt tre statsansattes løn (herunder en politibetjent). Tilsvarende store statsejede arealer på Sjælland, Fyn og i Østjylland bemandes med mange gange flere statsansatte skattebetalere. End ikke en statsansat naturvejleder har Naturstyrelsen kunnet afse midler til, selv om to tredjedele af Læsøs areal er statsejet eller naturfredet, og behovet derfor er langt større end andre steder, hvor staten har kunnet få råd til adskillige naturvejledere. Dertil kommer, at Læsø omgives af kongerigets største fuglebeskyttelsesområde, udlagt af staten uden at spørge Læsø og uden nogen form for statslig kompensation f.eks. som en naturvejleders løn.

En række områder langs Jyllands vestkyst fra Tøndermarsken til Skagens Gren kommer måske i nærheden af bundrekorden på Læsø for statslige skattebetalinger. Når Læsø Kommune stadig er et sprællevende samfund, skyldes det først og fremmest, at Læsøs beboere løfter sig selv ved håret i kraft af et stort antal ildsjæle blandt de fastboende og sommerhusejerne, som af lutter kærlighed til øen og uden betaling yder en meget betydelig indsats for at holde alle et levende samfunds hjul i gang.

Et overvældende flertal af folketingets medlemmer og deres partier lovede før valget at imødekomme udkanternes højst rimelige ønsker om ligestilling. Bl.a. skulle øernes færger have statstilskud, så billetprisen kunne sidestilles med at køre samme strækning i bil. Og man lovede, at it-forsyningen og mobildækningen, der er helt afgørende for udkanternes erhvervsmuligheder og tiltrækningskraft for børn og unge, ville blive forbedret. Men intet er sket i de lovede retninger, selv om udgifterne hertil er mange, mange gange mindre end kommuneskatten af de statsansattes løn, som nu uden videre foræres til en række af de uddannelsesbyer, der mere end noget andet suger saft og kraft ud af udkanterne.

På Læsø og i andre udkantskommuner må man derfor se i øjnene, at kun indbyggernes egen opfindsomhed og entreprenørskab og ildsjæles ulønnede arbejdskraft kan holde disse samfund kørende. Der kommer ikke godt nyt fra staten og nabobyerne, kun yderligere konkurrencebelastninger, når bedre aflagte kommuner nu igen forgyldes med forflytning af kommuneskatbetalende statsembedsmænd. Intet under, at Læsø har landets største antal af de politisk stærkt efterlyste iværksættere i forhold til kommunens indbyggerantal. Det er den eneste nuværende løsning, der findes.

Antallet af private virksomheder på Læsø er derfor ca. 20 pr. 100 indbyggere. Dvs. at hver femte læsøbo, (inklusive børn og pensionister) hver anden erhvervsaktive person, har skabt sin egen arbejdsplads og eksistensgrundlag plus gennemsnitligt et job til en ansat. Billedet i universitets- og uddannelsesbyerne ser radikalt anderledes ud, selv om netop deres ”røveri” af begavede unge burde kunne skabe langt flere iværksættervirksomheder der.

Man kan sige, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Men man kunne også spørge, hvad det er for et samfund, der synes, at dette skæve Danmark er det bedste, man kan finde på?

Danmark synes at udvikle sig til et flertalssamfund af selvgode gniere og uforbederlige egoister, der intet vil give tilbage af statsskatten til de forsømte udkanter, når det er muligt at majorisere dem på demokratisk vis.

Er det flertallets bevidsthed om, at man med stemmesedlen kan tage fra mindretallet og give til flertallet, der gør danskerne til verdens lykkeligste folk?

Men det underminerer udkanternes tillid til demokratiet, når flertallet på Christiansborg glemmer Niels Hausgaards spørgsmål fra det nordvestlige Vendsyssel: Er de fleste de bedste eller bare de fleste?