Luk og sluk dog Udkantsdanmark, hvis ingen alligevel vil bo der
Den halve hovedstad er i opstandelse over, at V-regeringen nu har besluttet at rykke nogle statslige arbejdspladser derud, hvor deres vælgere bor. De statsansatte kender nok reglerne bedre end de fleste, og de ved selvfølgelig godt, at de ikke har noget krav på at arbejde i København. Derfor er beslutningen stadig usaglig. Regeringen skal overhovedet ikke forsøge at stille sig i vejen for, at flere mennesker flytter til storbyerne. For ærligt talt – hvorfor skal politikerne blande sig i, hvor voksne mennesker skal bo?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Da regeringen tiltrådte for lidt over 100 dage siden, meddelte den til udkantsborgmestrenes store glæde, at de havde afsat et større millionbeløb til at fastholde beboelsen derude, hvor ingen unge mennesker lader til at ville bo, og hvorfra de flytter i hobetal når de skal arbejde og studere.
Det påvirker kun ca. 2 pct. af de statsansatte og kan dårligt veje op for de par tusinde stillinger, der blev nedlagt i de mindre byer i årene op til, men det har skabt et ramaskrig, som det nok er nemmere at forstå end sympatisere med, når det kommer fra de så forhadte DJØF’ere. Udflytningen bliver naturligvis langt dyrere end bebudet, kommer næppe til at gøre noget godt for økonomien, og er usagligt begrundet. Det er usagligt, for politikerne skal holde nallerne fra urbaniseringen.
Folk flytter, når der er et bedre sted at bo, og det bedre sted har det med at ligge i en by. Det er ikke et dansk fænomen. Det er ikke et nutidigt fænomen. Det er en logisk følge af det for politikerne så besværlige faktum, at mennesker både har fri vilje og fødder. Gu’ er det trist, når tanken og skolen lukker i en lille by, men hvor står det skrevet, at der skal bo 150 mennesker dér og ikke hér?
Der er et segment af interesseforeninger, politikere valgt i udkantsområder og romantikere, der vil gøre alt de kan for at stoppe, hvad de kalder affolkning. Set fra hjørnekontoret på et fjernliggende rådhus er det sikkert et meget passende begreb, men det er nu de færreste, der ville beskrive det, de har gang i, som affolkning. De fleste ville nok snarere sige, at de flytter. De flytter ovenikøbet et sted hen.
”Affolkning” har en rimelig klar pendant i form af befolkningsvækst i de danske vækstcentre i Østjylland og Hovedstadsområdet. Man kalder det nok københavneri, men århuseri er lige så stort et fænomen på den side af Storebælt. Heldigvis udviser de fleste mennesker privat en noget større respekt for andres valg af bopæl – hvor mange er det lige, der kunne finde på at kritisere en vestjysk kollega for at have flyttet fra egnen?
Samme høflighed gælder ikke på landsplan. Politikere fra alle partier har påtaget sig at "vende udviklingen". Men før man kritiserer, at folk bor et sted og ikke et andet, burde man sørge for at have et eller andet grundlag for det. Hvis der efterhånden bor for få det ene sted og for mange det andet, så må der nødvendigvis være en facit for, hvor de overhovedet skal bo. Det er nemmere sagt end gjort. Prøv du at svare: Hvor mange mennesker skal der bo på Anholt? Hvad er det ideelle antal mennesker i et bofællesskab på Nørrebro? Skal folk bo i Favrskov eller Odense?
Det skal i hvert fald ikke skal færre end der bor i dag, plejer det at lyde, men hvad i alverden bygger det svar på?
De danske småøer, Vestkysten og en øvrige udkant kan lige så godt have været overbefolkede og forstæderne underbefolkede, før man begyndte at bygge derude i halvtredserne og tresserne. Det står hverken i Danske Lov, grundloven eller at læse i teblade, hvad den ene eller anden kommunes folketal skal være. Måske har KL et regneark liggende, men jeg vil godt se det, før jeg giver mig.
Principielt er det et ikke-politisk emne, hvor man vil bo, og det burde opfattes som lige så privat som ens valg af partner eller karriere. Folk ved godt bedst, hvor de vil bo, for de kender bedst deres eget liv. De vælger ikke ud fra et romantisk ideal eller af kærlighed til kommunekassen, men ud fra deres faktiske behov. Hvor kan de finde arbejde? Hvor kan man finde en bolig, der passer til ens økonomi, ønsker og behov?
Politiske beslutninger kan ikke undgå at påvirke svarene til de spørgsmål. Men geografien skal ikke i sig selv spille nogen rolle, for det er ikke et sagligt grundlag for landspolitiske beslutninger. For lige at vende tilbare til udflytningen: De statsansattes hovedopgave er ikke at bo et sted og betale skat i kommunen, men at forvalte, som Information korrekt skrev i en ellers temmelig usaglig lederartikel. Kaserners formål er heller ikke at levere arbejdspladser til kommunen eller gæster til den lokale Crazy Daisy. Det burde nok være militære hensyn, der afgjorde det.
Og ja, der er politiske omstændigheder, der favoriserer de store byer. Det er især på transportområdet. Landboers transportform – bilen – straffes. Byboers subsidieres. Grunde beskattes hårdt, lejligheder lettere. Landbruget er snart genstand for lige så mange politiske indgreb som skolerne, og på landsplan føres der en erhvervspolitik, der jager arbejdspladser fra Udkantsdanmark hele vejen ud over kanten og ned til Polen og de andre vækstlande. Den slags skal selvfølgelig stoppe.
Men hold nu fokus: Det er tabet af arbejdspladser og dårligere økonomi, der er problemet. Ikke tabet af arbejdspladser det ene eller det andet sted. Borgerne er ikke spartelmasse. Vi skal ikke fordeles jævnt ud for at dække huller i landskabet.
De enkelte kommuner bør selvfølgelig stadig forsøge at gøres deres for at gøre det attraktivt at bo der, men det offentlige skal stille sig neutralt med hensyn til, hvor folk ønsker at bo. Der skal ikke løftes en finger for at at få folk til at vælge Hjørring frem for Hørsholm. Lad det være saglige kriterier, der har noget at gøre med arbejdpladsens formål. Hvis Næstved virkelig er det bedste sted at lægge Udlændingeservice – ja, Næstved – så lad Udlændingeservice bo dér, men ikke bare for at de skal figurere i befolkningsstatistikken. Formålet med udlændingeservice er som bekendt at genere udlændinge, ikke at glæde borgmestre i Sydsjælland.
Jeg kan allerede i det fjerne høre klik-klak-lyden af tastaturer, der hamrer modsvar ud. Bevares – et geografisk armslængdeprincip vil sikkert favorisere byerne. I hvert fald indirekte, eftersom byer lader til at være mere attraktive steder at bo, og fordi centralisering kan virke selvforstærkende. De fleste mennesker vil gerne være dér, hvor de andre – og de arbejdspladser, de andre tilbyder – bor.
Og hvad så? Hvis ingen gider bo i Udkantsdanmark, var man nok bedre tjent med at lukke, slukke, og få penge fra Vækstplan DK til at rive broen ned efter sig.